Nye optageområder i Region H

Nyhed

Har du et barn med høreapparat eller bahs og bor I i Region Hovedstaden? Så skal du måske spidse ører nu. For fra 1. februar får de audiologiske afdelinger i Region Hovedstaden nye optageområder.

Familier der bor i optageområde Midt hører fremover til Hillerød Hospital. Det drejer sig om familier med børn med høreapparat eller bahs, der bor i Egedal, Furesø, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Ballerup, Herlev, Rødovre, Gladsaxe og Gentofte kommuner. Dette gælder alle familier i de ni kommuner, uanset om man hidtil har været tilknyttet Gentofte/Rigshospitalet eller Hillerød. Fremover vil alle forløb og undersøgelser foregå på audiologisk afsnit Nordsjællands Hospital i Hillerød. Alle berørte familier får brev om ændringerne.

“Ændringerne er bestemt af politikerne i Region Hovedstaden. Alle ressourcer og noget personale følger med til Hillerød,” forklarer funktionsleder af Audiologisk afdeling ved Gentofte Hospital, Cecilia Fernandez Samar til Decibel.

Hvad med frit sygehusvalg?

I forbindelse med ændringen kontaktede Decibel i januar 2020 Patientvejledningen i Region H, som oplyste, at det frie sygehusvalg i denne sammenhæng kun gælder ud af Region H. Det vil sige, at man umiddelbart ikke kan vælge fortsat at være tilknyttet Rigshospitalet/Gentofte, men i stedet kan vælge hospitaler i andre regioner. For yderligere information om frit sygehusvalg, klagemuligheder med mere kan man kontakte Region H’s Rådgivning i Sygehusvalg på tlf. 38 64 99 00 og Patientvejledningen i Hillerød på tlf. 38 66 66 41.

Opdatering 26.2.2020:

Decibel er blevet kontaktet af Region H, som oplyser, at man vejleder efter reglerne om frit sygehusvalg, som de er beskrevet i sundhedsloven og vejledningen hertil.

Ifølge denne vejledning har man altid ret til at benytte frit sygehusvalg, også internt i region H. Men i praksis kan det være, at ens ønske ikke kan efterkommes, hvis der for eksempel ikke er kapacitet til det. Det vil være en vurdering i hver enkelt situation, om man kan få sit ønske om frit valg opfyldt.

På den baggrund er det Decibels vurdering, at der vil være en meget lille sandsynlighed for, at et ønske om fortsat tilknytning til Rigshospitalet/Gentofte kan imødekommes. Kontakt gerne sekretariatet i Decibel på tlf. 23 90 23 16 eller decibel@decibel.dk for yderligere information.