En gruppe unge piger. De har armene om hinanden. De kigger ind i kameraet og smiler.

Vejledning om uddannelsesvalg

Skal dit barn videre på ungdomsuddannelse, erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse, så er der i dag rigtig mange forskellige muligheder.

Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) ved en masse om de forskellige valg, så brug skolens UU-vejleders viden til at finde ud af, hvilken ungdomsuddannelse dit barn skal begynde på.

Uddannelsesplan – det første skridt

I slutningen af 9. klasse skal dit barn udarbejde en plan for det videre forløb efter folkeskolen – også her er UU-vejlederen en vigtig ressource at trække på. I princippet skal UU-vejlederen kunne vejlede unge med høretab, men i praksis er det meget få UU-vejledere, der har den specialviden. Brug derfor jeres kommunale tale-hørekonsulent, der har ansvaret for vejledning og rådgivning til dit barn indtil dit barn fylder 18 år. Efter de er fyldt 18 år, er det kommunikationscentrene, der tager over. Det kan også være en god idé at undersøge, om der er en specialkonsulent, der hvor du bor, der er en fagperson med viden om høretab og tiden efter folkeskolen.

Specialkonsulenterne har specialiseret viden om høretab og uddannelses- og erhvervsmuligheder, og kan inddrages hvis dit ældre barns UU-vejleder ikke har den fornødne specialviden om høretab og valg af ungdomsuddannelse. Specialkonsulenten har viden om støttemuligheder og hjælpemidler, som måske er aktuelt for dit barn i forbindelse med overgangen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelse. 

Mere information:

Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU)

Vurderer du, at dit barn med høretab vil have svært ved at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse med SPS, så er der i dag forskellige muligheder for ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Det er dig som forælder, dit barn og UU-vejlederen i din kommune der afgør, om en Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) er er en vej af gå for dit barn med høretab.

Mere information:

  • Læs mere om STU ordningen her
  • Castberggård – højskole for døve og unge med høretab har et STU-forløb

Forberedende Grunduddannelse (FGU)

Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) trådte i kraft i august 2019. FGU er  til unge under 25 år, der har brug for forudgående faglig eller personlig opkvalificering for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. FGU samler de nuværende forberedende tilbud:  produktionsskoleforløb, kombineret ungdomsuddannelse (KUU) og erhvervsgrunduddannelse (egu), almen voksenuddannelse (avu), forberedende voksenundervisning (FVU) og ordblindeundervisning for voksne (OBU), i et sammenhængende tilbud med én indgang. Uddannelsen har til sigte at forberede den unge til beskæftigelse eller optag på en ungdomsuddannelse så som teknisk skole eller de gymnasiale uddannelser. Forløbet bliver tilrettelagt efter den enkeltes behov, man kan derfor starte på forskellige niveauer. Uddannelsen varer i udgangspunktet højst 2 år, med mulighed for forlængelse ved særlige hensyn. Der vil være mulighed for uddannelsesstøtte på niveau med SU, og hvis den unge har brug for støtte fra flere instanser skal han/hun tildeles én kontaktperson som bliver deres holdepunkt i overgange og indgang til kommunen. FGU har ikke indflydelse på STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse) som vil fortsætte i nuværende form.

Viden om unge med høretab
  • De fleste unge med høretab, 77%, har ikke svært ved at beslutte sig for, hvilken ungdomsuddannelse de skal vælge
  • For 60% af de unge med høretab har høretabet ikke haft indflydelse på, hvilken ungdomsuddannelse, de vælger
  • For ca. 20% af de unge med høretab er det svært eller meget svært at vælge uddannelse, ligesom de føler sig begrænset af deres høretab. Men graden af høretab er ikke afgørende for, hvor begrænsende, de oplever høretabet er

Kilde: Unge hørehæmmede - Rapport fra Center for Ungdomsforskning, 2012

Når du skal vælge en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse

Det er en god idé at være nysgerrig på, hvordan de forskellige uddannelsessteder bygger din drømmeuddannelse op – f.eks. er det ikke det samme at læse til sygeplejerske i Aarhus, Randers eller Aalborg.

Gode spørgsmål til dit kommende studiested:

  • Hvordan foregår undervisningen? Er holdet på 50 eller 200 studerende?
  • Hvor meget gruppearbejde er der, og foregår det i grupperum?
  • Er der store ombygninger i gang, så der f.eks. er meget larm fra håndværkere på studiestedet?
  • Foregår undervisningen samme sted eller på forskellige adresser i byen? Skal du så selv slæbe elevmikrofoner mm. på tværs af byen flere gange om ugen? Hvis det er tilfældet, så spørg ind til, om uddannelsesstedet har en mulig løsning på dette. 
Kender studiestedet til høretab i forvejen?

Selvom uddannelsesstedet fortæller, at de før har haft studerende med høretab, er det vigtigt, at du stadig spørger ind til forholdene ud fra dine egne behov – tænk på, at du kan have brug for noget helt andet, end andre studerende med høretab har, og at uddannelsesstedets viden om høretab måske ikke er helt opdateret.

Hørehistorie
Seksogtyveårig kvinde. Hun har en sort skjorte på. Hun har håret i en hestehale. Hun kigger i kameraet og smiler.

Nanna på 26 fortæller om livet med høretab i forhold til uddannelse, medstuderende, eksaminer og job.