CI apparat

Kontrol

Dit barn med CI skal med jævne mellemrum kontrolleres for, at indstillingen i CI’erne er så optimal som muligt.

Hvor ofte skal dit barn til kontrol?

På Rigshospitalet foregår kontrollen med varierende intervaller afhængig af, hvor længe dit barn har haft CI.  Det første år efter implantationen kommer dit barn dog til kontrol ca. hver tredje måned. Andet og tredje år kommer dit barn til halvårlige kontroller, og herefter er der årlige kontroller, indtil dit barn er 18 år.

På Aarhus Universitetshospital kommer dit barn tilbage til kontrol 14 dage efter, der er kommet lyd på. 2 måneder senere skal dit barn tilbage igen og efterjusteres og igen efter yderligere et halvt år. Indtil skolealderen kommer dit barn til ½-årlige kontroller, og skolebørn indkaldes 1 gang årligt med mindre der er særlige hensyn at tage.

Hvordan bliver I indkaldt og hvem deltager? 

Når det er tid til at få kontrolleret CI’erne, bliver du og dit barn indkaldt pr. brev. I møder på afdelingen til den aftalte tid, og melder jeres ankomst i modtagelsen. Herefter bliver I hentet af en CI-tekniker eller en audiologopæd i venteværelset og bliver fulgt hen til tilpasningsrummet.

På Rigshospitalet sker kontrollen for det lille barn i et samarbejde mellem CI-teknikeren og audiologopæden, og med ældre børn (skolealderen) er det oftest CI-teknikeren alene, der står for kontrollen. Det skyldes, at de ældre børn medvirker langt mere sikkert end de yngre børn, og at de yngre børn har et større behov for observation og evt. motiverende leg.

På Aarhus Universitetshospital deltager audiologopæden i forbindelse med tilslutningen. Herefter varetager CI-teknikeren som udgangspunkt kontrollen alene, med mindre der er særlige forhold der taler for, at en audiologopæd medvirker.

Hvad sker der til en kontrol?

Til en kontrol måler CI-teknikeren hvordan hørenerven modtager de elektriske input fra implantatet, og indstiller processoren ud fra dette.

I det første år efter implantationen kan der ske store ændringer i indstillingen, i takt med at hørenerven bliver stimuleret og dermed kan ændre modtageligheden for det elektriske signal. Derfor er der også flere kontroller i det første år.

Der er forskellige metoder til at måle hørenervens modtagelighed for de elektriske input. Der er dels objektive målemetoder, hvor dit barn ikke selv skal medvirke men kan sidde og lege, imens målingerne bliver foretaget. Derudover er der subjektive målemetoder, hvor dit barn til en hvis grad medvirker. Dit barns processor skal være tilsluttet CI-teknikerens computer under målingerne, og processoren skal sidde placeret på dit barns øre.

Objektive og subjektive målinger

Ved en objektiv måling kan der forekomme kraftig lyd for dit barn, og derfor gælder det om at distrahere dit barn med legetøj eller snak, så han/hun accepterer situationen. Denne målemetode anvendes ofte til børn under 18 mdr., men der kan være variationer i forhold til, hvilket CI-produkt barnet har.

Når dit barn er over 18 mdr. (det er dog forskelligt fra barn til barn, hvornår han/hun er moden nok til det), kan dit barn begynde at medvirke subjektivt, og f.eks. tilkendegive hvornår han/hun har hørt en lyd. Ved en subjektiv måling får CI-teknikeren et supplement til den objektive måling, og det øger muligheden for en optimal indstilling. Hvordan dit barn medvirker til en subjektiv måling afhænger af CI-produkt. Evnen til at kunne medvirke subjektivt trænes på hospitalet og derhjemme, og udvikles over tid. For at motivere dit barn til at deltage, anvendes forskelligt legetøj som støtte til målingen.

Når CI-teknikeren er færdig med at måle på et eller begge CI, så tilsluttes lyden, og CI-teknikerne eller audiologopæden tjekker, om der er ubehag ved kraftig lyd, og om der er hørbarhed for alle talelyde – ofte målt via Ling-lydene.

I nogle tilfælde kan der være tvivl om, hvorvidt den ene eller den anden indstilling er bedst, og her vil du blive bedt om at observere hjemme. Hvis der er usikker om, indstillingen er god, får du en ny tid til kontrol inden for en kortere periode.

I nogle tilfælde kan CI-teknikeren vurdere, at dit barn har brug for en gradvis øgning af lydstyrken. I de tilfælde vil du som forælder blive guidet til – med en dags mellemrum, eller mere – at øge styrken på dit barns processor. Man øger styrken ved at skifte til processorens øvrige programmer, som teknikeren har klargjort til formålet. Dette vil typisk ske i forbindelse med tilslutning og barnets første periode med lyd, men kan også forekomme senere i forløbet.

Du har altid lov til at få en tid til kontrol uden for de normale intervaller, hvis du har mistanke om, at indstillingen ikke er optimal. Høreteknikken skal virke optimalt, for at sikre dit barn bedst mulig talesproglig udvikling.