Rådgivning

Guide til Serviceloven

Som forælder til et barn med høretab kan du være berettiget til støtte efter Barnets Lov (tidl. Serviceloven). Formålet med loven er bl.a. at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Mor og lille barn. Mor holder barn i armene. Moren har ternet skjorte på. Barnet har bar mave. Moren smiler.

OBS: 1. januar 2024 trådte Barnets Lov i kraft. En stor del af de bestemmelser på børnehandicapområdet, der tidligere har hørt under Serviceloven, er nu flyttet over i barnets lov. Nedenstående Guide til Serviceloven er IKKE opdateret efter barnets lov - men de ydelser, guiden omhandler, findes fortsat.  Vi opfordrer til, at du kontakter Decibels rådgivning, hvis du har brug for hjælp. 

Guide til Serviceloven

Guiden blev udarbejdet af medarbejdere i Decibels sekretariat i forbindelse med vores familiekurser i 2019/2020. Guiden er en introduktion til vigtige dele af Serviceloven og handler om lovens formål og principper, målgruppen, centrale ydelser og støttemuligheder samt tips til ansøgninger og samarbejdet med sagsbehandleren, klagemuligheder, vejledningsressourcer mm.

Du finder guiden her:

 

I april 2021 afholdt socialrådgiver og handicap-konsulent Inge Louv et webinar for Decibels medlemmer om servicelovens handicapkompenserende ydelser. Du kan downloade slides fra webinaret her: 

 

Er dit barn i målgruppen?

For at få adgang til en lang række af ydelserne i Serviceloven, skal kommunen vurdere, at dit barn har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller indgribende langvarig lidelse. Desværre er det langt fra alle kommuner, der anerkender at et høretab er en varig fysisk funktionsnedsættelse - selvom man skulle tro, at det var indlysende. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i, hvilke definitioner, der er opstillet for målgruppen.

DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet - skriver følgende:

Begrebet betydelig:

Ved betydelig funktionsnedsættelse skal forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Her skal foretages en bred vurdering i forhold til den samlede livssituation. Hvad betyder dit barns handicap for hans eller hendes aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc. Så her det det vigtigt, at du i din ansøgning får anført alle de begrænsninger, som dit barn oplever i dagligdagen.

Begrebet varig:

Ved varig funktionsnedsættelse forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid frem over vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen. Normalt vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.

Begrebet nedsat funktionsevne:

Det er ikke dit barns lidelse i sig selv, der er afgørende for den nedsatte funktionsevne, men derimod følgerne af den nedsatte kropslige eller kognitive funktion. Ofte vil dit barn have en diagnose, der angiver en varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner. Det er dog den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, der er afgørende i forhold til vurderingen af begrebet nedsat funktionsevne.

Begrebet fysisk eller psykisk:

Eksempler på fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan være: udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, diabetes, nedsat bevægelsesfunktion, herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.

Begrebet indgribende:

Hermed forstås, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Begrebet kronisk:

Herned forstås sygdomstilfælde og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Begrebet langvarig:

I praksis lægges der vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde støtte, selv om lidelsen kan forventes at vare mindre end et år. Der kan eksempelvis være tale om for tidligt fødte børn eller børn med hofteskred (calve perthes), hvor familien i en kortere periode på grund af barnets funktionsnedsættelse er særligt tungt belastet. Det, at et barn er for tidligt født, er dog ikke tilstrækkeligt til at få hjælp efter denne bestemmelse.

Det behøver ikke at være tale en uhelbredelig lidelse.

Barnets Lov - formål og principper
Hjælp og støtte efter denne lov skal iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Hjælp og støtte kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.
(Barnets Lov § 2)

I december 2020 afholdt Ankestyrelsen et webinar om personkredsvurderingen ift. TAF og merudgifter. Du kan se en video-optagelse af webinaret her

I november 2023 holdt Kirsten Damkjær, læge og bestyrelsesmedlem i Decibel, et webinar om, hvordan ChatGPT kan bruges til at beskrive et barns funktionsnedsættelse. Se videooptagelse af webinaret her.