En sovende dreng i en seng med et vækkeur foran sig.

Vækkeure og brandalarmer

Sover man ikke med sin høreteknologi på, kan det være svært at høre vækkeur og evt. brand- eller røgalarm. Heldigvis findes der løsninger, som kan afhjælpe problemet.

Sover man ikke med sin høreteknologi på, kan det være svært at høre, når vækkeuret ringer om morgenen. Der findes forskellige slags vækkeure med vibrator-funktion og evt. lys/ høj lyd-funktion. Vibratoren placeres under hovedpuden eller under lagnet, afhængig af model. Der findes også vækkeure, der kan spændes fast på armen som et armbåndsur. Man kan også få vibratorer, der kan tilkobles smartphones. 

Hvis man heller ikke kan høre røgalarm eller brandalarm om natten, kan der opstå farlige situationer. Særlige systemer med lys/vibration kan kobles til eksisterende røg- eller brandalarmer og på den måde give signal.

Der findes også systemer, som kan sammenkoble vækkeur, dørklokke, røgalarm og evt. andre alarmeringssystemer.  

Kontakt din tale-hørekonsulent for at få mere information om mulighederne. 

Hvem bevilger udstyret? 

Det er muligt at søge din kommune om bevilling af vækkeur, alarm-anlæg til røg/brandvarsling m.m. I følge Serviceloven skal kommunen yde støtte til køb af hjælpemidler og forbrugsgoder, når det i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne og i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. Der ydes dog ikke hjælp til forbrugsgoder, som normalt indgår i sædvanligt indbo. (Serviceloven paragraf 112 og 113). 

Mange familier oplever at få afslag fra kommunerne på vækkeure, alarmer og/eller hjælpemiddelanordninger til dem. Afslagene begrundes især med henvisning til, at apparaterne ikke væsentligt afhjælper varige følger af barnets høretab og/eller ikke letter den daglige tilværelse væsentligt. Ofte begrundes afslag også med, at apparaterne er forbrugsgoder, som alle selv skal betale for. Derfor er det meget vigtigt at man i sin ansøgning tydeliggør, at det er selve hjælpemidlet, der ansøges om (f.eks. varslingssystemet der kan tilkobles røgalarm) – og ikke et forbrugsgode (selve røgalarmen). Beskriv grundigt, hvordan vækkeur eller alarmsystem væsentligt afhjælper dit barns høretab og letter den daglige tilværelse væsentligt. Hvis man får afslag med henvisning til, at der er tale om et forbrugsgode må man argumentere for, at barnets høretab nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet (f.eks. at vækkeuret har en vibrator). 

Godt at vide om børn og hjælpemidler

"Der må ved vurdering af behov for hjælpemidler til børn lægges vægt på, at barnet i videst muligt omfang og med størst mulig selvstændighed kan udføre aktiviteter som andre børn. Det er vigtigt at sætte tidligt ind med hjælpemidler. Tildeling af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 112 og 113 kan eventuelt kombineres med hjælp efter Barnets Lov § 86 om merudgiftsydelse (…). Hvis et hjælpemiddel til et barn alene skal bruges i forbindelse med undervisning, er det skolen, som skal sørge for anskaffelsen."

Vejledning nr. 6 til Serviceloven