Ung dreng. Han har en grøn jakke på. Han har en rygsæk på. Han kigger ind i kameraet og smiler.

Valg af skole og fritidsordning

Det er en god idé at begynde at tænke på et skoletilbud i god tid før skolestart – gerne halvandet til to år forinden. Som forælder skal du tage udgangspunkt i dit barns situation og tænke over, hvad der betyder noget for dig og dit barn.

Tænk skolestart tidligt

For nogle er det nærheden til kammerater, og det at følges med sine venner fra børnehaven videre ind i skolen. For nogle er det vigtigt, at skolen har erfaring med at have en elev med høretab. For andre er det størrelsen på klassen, skolens pædagogiske værdier, eller om det er en stor eller lille skole, som er afgørende.

Ofte måles små og store skoler mod hinanden. Små skoler vurderes umiddelbart som meget trygge, fordi alle kender alle, og dermed er der – måske – mere opmærksomhed omkring den enkelte elev. Muligvis også med færre elever i hver enkelt klasse. Store skoler har derimod flere lærerressourcer og dermed – måske – større mulighed for at sammensætte et lærer- og vikarteam med dit barns behov in mente.

Skolevalget er altid en personlig vurdering, men det er afgørende, at der er en vilje hos skoleledelsen til at tage opgaven på sig. Decibel opfordrer derfor altid til, at du som forælder snakker med flere skoler, for at finde ud af, om der er lyst til og mulighed for at skabe et godt fundament for skolegangen. Det er vigtigt at fortælle om dit barn og snakke med både ledelse og lærere omkring de behov, som følger med høretabet.
Du kan også drøfte dit barns kommende skoletilbud med personalet i daginstitutionen, der kender dit barn rigtig godt, og du kan bede PPR om rådgivning til skolevalg.

Det kan også være en stor hjælp at lytte til andre forældres erfaringer, men husk, at børn er forskellige så det, der er den rigtige løsning for det ene barn, ikke nødvendigvis er det for det andet.

Vær opmærksom på, at der gælder forskellige regler for at ansøge om støttetimer og høretekniske hjælpemidler alt efter om det er en folkeskole eller en privat/friskole. PPR kan hjælpe dig med at finde frem til, hvilket regelsæt der gælder for de skoletilbud, du overvejer. Men tal også med skoleledelsen om dette, så det ikke kommer som en overraskelse for skolen på et senere tidspunkt, at de skal afsætte økonomi til høretekniske hjælpemidler eller akustiske forbedringer.

Rådgivning
Ung dreng. Han har en grøn jakke på. Han har en rygsæk på. Han kigger ind i kameraet og smiler.

Denne vejledning er målrettet dig, hvis barn med høretab skal starte i skole. Vejledningen er udarbejdet som en værktøjskasse og består af en række materialer, du som forælder kan bruge i samarbejdet med dit barns skoleledelse, pædagoger, lærere og din lokale tale-hørekonsulent for at sikre, at dit barn får en god skolestart og de bedst mulige rammer for både faglig udvikling og social trivsel.

Det specialiserede skoletilbud

Hvis dit barn har behov for et specialiseret skoletilbud, så findes der også her forskellige tilbud, som varierer alt efter, hvor du er bosat. Det kan både være et kompetencetilbud på en almindelig folkeskole – f.eks. en tale/læse klasse, men det kan også være på en specialskole.

Decibel anbefaler altid, at det er barnets overordnede udfordringer, som der fokuseres på. F.eks. skal et barn med infantil autisme tilknyttes et skoletilbud, hvor der er viden og kompetencer herom. Høretabet bliver da sekundært, men der skal selvfølgelig fyldes op med viden omkring høretabet på specialskolen med fokus på elever med autisme.

PPR kan være med til at fortælle dig om hjemkommunens muligheder, men Decibel anbefaler også her, at du besøger forskellige skoler, og det kan være nødvendigt at se ud over de kommunale grænser i forhold til at finde et kvalificeret skoletilbud.

Her kan du læse en historie om Kasper Kissow på 16 år, der har CHARGE-syndrom. Kaspers forældre har i samarbejde med familiens kommune taget nogle bevidste valg i forhold til Kaspers skoletilbud.