En dreng og hans far ser i en bog med AVT-terapeuten til en AVT-session

Dok & Viden

Decibels videnscenter varetog fra 2017-2022 en dokumentations- og vidensfunktion for det 3-årige AVT-forløb.

Som en del af det 3-årige AVT-forløb blev der etableret en landsdækkende dokumentations- og vidensfunktion i Decibel for at ensarte og kvalitetssikre behandlingen på tværs af de tre AVT-centre. Samtidig skulle børnenes udbytte og kvaliteten i AVT-forløbet løbende monitoreres og analyseres. 

I finansloven for 2017 aftalte finanslovs-parterne at etablere en landsdækkende dokumentations- og vidensfunktion (Dok & Viden), som Decibel fik til opgave at varetage.   I den forbindelse udtalte daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse:

”Jeg glæder mig samtidigt over, at vi i finanslovsforhandlingerne blev enige om også at styrke vidensgrundlaget på området. For det er vigtigt, at vi får samlet nyttig og vital viden op, så den kan komme flest muligt til gode” 
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby,  2017

Dok & Videns opgave var at ensarte og kvalitetssikre behandlingen på tværs af de AVT-centre ved løbende at monitorere og analysere børnenes udbytte og kvaliteten i AVT-forløbet. På baggrund af de foreløbige resultater, kvalitetsundersøgelser samt praksiserfaringer blev der løbende iværksat forbedringsinitiativer på tværs af AVT-centrene. 

Derudover indsamlede og formidlede Dok & Viden viden om AVT og informerede om forløbet til forældre, fagprofessionelle og andre interessenter. Der blev også sat fokus på, hvordan man strategisk kunne udvikle området ved f.eks. koordinering og udvikling af muligheder for at blive uddannet i AVT.

I foråret 2022 udkom den afsluttende evalueringsrapport for det det 3-årige AVT-forløb. Rapporten kan hentes her: 

Dataindsamling 

Illustration som viser fire testnedslag med 10-14 måneders intervaller

Med forældrenes samtykke indsamledes data om børnenes auditive- og sproglige udbytte. Data indsamledes via det onlinebaserede Electronic Data Capture system (EDC) RedCap fra de tre AVT-centre. RedCap er designet specifikt til indsamling og håndtering af data i forbindelse med forskellige former for ikke-kommercielle formål, hvor der indsamles kliniske eller sundhedsrelaterede data. De informationer, som blev indsamlet i forbindelse med AVT-forløbet, inkluderede børnenes og familiernes demografiske oplysninger, behandlingsoplysninger og testscores. Der blev desuden indsamlet spørgeskemaer fra forældre om deres oplevelser med AVT-forløbet.

De tests, som anvendtes i monitoreringen af børnenes udbytte af AVT-forløbet, blev udført løbende og baseret på barnets alder. For børn i alderen 0-2 år (hørealder) anvendtes et forældrerapporteret LittlEARS-skema, som tester barnets auditive udvikling. For børn, der er ældre end 3 år, anvendtes Peabody Picture Vocabulary Test-4, som tester barnets impressive sprogevner. Begge tests er både internationalt og nationalt anerkendte og anvendte tests.

Dok & Videns kvalitetsmodel

Kvalitetssikringen af AVT-forløbet tog udgangspunkt i en kvalitetsmodel, som Dok & Viden udviklede på baggrund af anerkendte tilgange i kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet (1,2). Her anskues kvalitet fra ud fra tre perspektiver - den brugeroplevede, sundhedsfaglige og organisatoriske - samt seks værdier for kvalitetsarbejdet i sundhedsvæsenet (3,4,5).

Referencer

1. Dansk Selskab for Almen Medicin. 2019. Hvad er kvalitet? [Internet]. https://www.dsam.dk/flx/kvalitet/hvad_er_kvalitet/

2. Dansk Selskab For Kvalitet i Sundhedssektoren. 2016. Sundhedsvaesenets kvalitetsbegreber og -definitioner. Metodehåndbog i Kvalitetsudvikling Dansk Selskab for Kvalitet. 1–158. http://dsks.dk/wp-content/uploads/2017/01/25_01_2016_kvalitetsbegrebermetoder.pdf 1

3. Institute of Medicine. 1990- Crossing the quality chasm: a new health system for the 21st century. Washington DC; 244

4. Danske Regioner. 2011. Kvalitet i sundhed

5. Mainz J. 2016. Kvalitetsudviklingsprocessen. In: Kvalitetsudvikling og dokumentation i sundhedsvæsenet. Munksgaard.

 

Illustration som deler kvalitet op i brugeroplevet, sundhedsfaglig og organisatorisk kvalitet. På tværs af de tre perspektive kommer effekt, patientsikkerhed, omkostningseffektivitet, patientfokus, rettidighed og lighed.
Tre perspektiver på kvalitet
  • Det sundhedsfaglige perspektiv: Omhandler kvaliteten af kerneydelser som diagnostik, behandling, pleje, rehabilitering, forebyggelse og kommunikation
  • Det brugeroplevede perspektiv: Omhandler brugernes tilfredshed og oplevelse af kontakten med sundhedsvæsenet
  • Det organisatoriske perspektiv: Omhandler kvaliteten af tilrettelæggelsen af patientforløbet i og på tværs af sektorer samt effektiv ressourceudnyttelse