Fire børn. Tre piger og en dreng. De holder hinanden i hænderne og løber mod kameraet. De griner. To af dem har skoletasker på.

FM-system, elevmikrofoner og højtalersystemer

Børn med høretab kan med fordel anvende høretekniske hjælpemidler i skolen og evt. i børnehaven. Høretekniske hjælpemidler sikrer, at dit barn har det bedst mulige signal/støj-forhold, så barnet får adgang til al tale fra lærere/pædagoger og de andre børn.

Der findes mange forskellige mærker og typer af høretekniske hjælpemidler, og det kan være svært at finde rundt i, hvad man skal anvende. Her er en introduktion til tre vigtige typer høretekniske hjælpemidler - FM system, elevmikrofoner og højtalersystemer/sound field-systemer. 

Udstyret skal bruges korrekt - og alle skal kende det

Det er vigtigt at være opmærksom på, at de fordele, brugen af høretekniske hjælpemidler giver dit barn, kun virker, hvis udstyret bruges rigtigt. Både dit barn, dets klassekammerater og lærere har brug for en introduktion til dit barns høretekniske hjælpemidler. Det er vigtigt at alle ved, hvordan og hvornår udstyret skal bruges, og kender til de fordele, der er ved at bruge udstyret.

FM-system

Et FM-system er et trådløst digitalt system, der har en sender og en modtager. Lyden fra senderen sendes direkte til dit barns høreapparater, CI eller Bahs. Afhængig af type kan modtageren være integreret i barnets CI, høreapparater eller Bahs. Modtageren kan også være i en halsslynge, barnet bærer om halsen, og som sender signalet videre til barnets høreapparater, CI eller Bahs. Der kan også kobles elevmikrofoner på systemet.

Sådan fungerer FM-system

Lærerens stemme (og evt. elevernes stemmer) sendes direkte til dit barns høreapparater, CI eller Bahs. Det mindsker problemet med forstyrrende støj og afstand til lydkilden – f.eks. afstand mellem læreren og dit barn.

Fordele ved FM-system

Barnet med høretab får den bedst mulige adgang til dét, der siges i undervisningen. Systemet er mobilt og kan tages med, når undervisningen foregår udenfor klasselokalet. Systemet kan også nemt gives videre til spejderledere, foredragsholdere eller andre, dit barn skal lytte til.

Elevmikrofoner

Et antal mikrofoner fordeles dagligt ud i klasseværelset, og eleverne bruger mikrofonerne, når de får ordet. Lyden fra elevmikrofonerne kan også sendes igennem et sound field-system, FM-system eller begge dele, hvis de anvendes samtidigt.

Sådan virker elevmikrofoner

Elevernes stemmer sendes direkte til dit barns høreapparater, CI eller Bahs. Hvis sound field anvendes, forstærkes lyden ud i lokalet, så signal/støj-forholdet forbedres for alle elever i klassen, og alle bedre kan høre hinanden.

Fordele ved elevmikrofoner

Elevmikrofoner giver barnet med høretab direkte adgang til at høre, hvad de andre børn siger, og hvordan klassekammeraterne anvender deres sprog i en undervisningssituation. Elevmikrofoner kan samtidig være et pædagogisk redskab til at holde talerækken og dermed gavne alle børn i klassen – ikke kun barnet med høretab.

Højtalersystemer/ Sound field-systemer

Et system, som består af en mikrofon til læreren (og evt. ekstra-lærer og elever) samt én eller flere højtalere. Højtaleren kan hænge på væggen eller i loftet, stå på gulvet eller på et bord. Nogle højtalere er stationære og kan ikke flyttes fra lokalet. Andre er mobile og kan flyttes rundt i klasselokalet eller mellem forskellige lokaler.

Sådan fungerer sound field

Lærerens stemme og evt. elevernes stemmer forstærkes ud i lokalet, så signal/støj-forholdet forbedres for alle elever i klassen.

Fordele ved sound field

Alle, inklusive barnet med høretab, hører læreren bedre, og der bliver derfor mere ro i klassen. Lærerens behøver ikke hæve stemmen eller anstrenge sig for at tale højt. Det gør det nemmere for barnet at forstå, hvad læreren siger.   

En kombination af FM-system, elevmikrofoner og sound field er en god idé

Man kan med fordel kombinere både elevmikrofoner, FM-system og sound field-system til skolebørn med høretab. For det første gavner hjælpemidler både lærere og de andre elever  -ikke kun eleven med høretab. For det andet kan læreren via sound field-systemet overvåge, hvad der går igennem til barnet med høretab via FM-systemet, f.eks. om elevmikrofonerne bruges korrekt.

Trælegetøj. Et lilla klaver og en farverig gyngestol.

I Danmark anbefaler fagfolkene omkring småbørn med høretab, at høretekniske hjælpemidler først tages i brug, når barnet er gammelt nok til at sige til og fra i forhold til om lyden i et soundfield system/FM/en digital høreløsning, fungerer godt. Det betyder generelt, at det først er ved skolestart eller i det sidste år i børnehaven, at anvendelse af høretekniske hjælpemidler kommer på tale.

 

Ung pige. Hun har en hvid bluse på. Hun er i skole. Hun sidder ved et bord. Hun har en blyant i hånden. Hun kigger ned på et stykke papir.

Høretekniske hjælpemidler i skolen hjælper dit barn til at høre, hvad både lærere og de andre elever siger. Der findes mange forskellige typer af høretekniske hjælpemidler.