William på 2 år er til AVT-session med sin far. Han leger med en bil og laver lyde, far smiler.

Hvordan foregår et AVT-forløb?

Et AVT-forløb bygger på én times lange AVT-sessioner på AVT-centret, i en periode på tre år. Barnet, én eller begge forældre samt AVT-terapeuten deltager hver gang. Forældrene undervises i bestemte AV-strategier og teknikker, som de bruger i hverdagen med barnet, så sproget leges ind.

Hvad består et AVT-forløb af?

Et AVT-forløb er en tre-årig behandlings-indsats i sundhedsvæsenet, i tæt samarbejde med den øvrige audiologiske behandling af dit barns høretab. Det er et målrettet, individuelt tilpasset, højt specialiseret forløb, udført af audiologopæder (AVT-terapeuter) som er færdige med, eller i gang med, en efteruddannelse i AVT-metoden.

I et AVT-forløb er det forældrene som undervises og coaches, for det er dem, som er de bedste til, at lære deres barn, at høre og tale.  Hver undervisning kaldes en AVT-session og de er hyppigst i starten, hvor familien møder hveranden uge. Herefter møder familien sjældnere og til sidst kan det være hveranden måned. Hyppigheden tilpasses altid individuelt efter barnets udvikling og forældrenes ønsker. 

Forløbet består af disse elementer:
  • AVT-sessioner på AVT-center med deltagelse af én eller begge forældre, barnet og AVT-terapeut
  • Forældre kan invitere familie og fagprofessionelle til at deltage i enkelte AVT-sessioner
  • Forældre bruger det de  har lært, til AVT-sessionerne, i dagligdagen derhjemme
  • Forældre og AVT-terapeut sætter mål for barnet med udgangspunkt i børns normal-udvikling, men baseret på barnets udvikling og den næste udviklingszone
  • Forældre deler mål for barnet til de personer som barnet er meget sammen med, f.eks. primærpædagog i barnets dagtilbud
  • AVT-terapeuten arbejder diagnosticerende og informerer barnets primære audiologiske afdeling, hvis de synes der er grund til at se på, om barnets høreteknik skal justeres eller ændres
  • Test af barnets sproglige færdigheder, og spørgeskemaer til forældre, for at følge barnets udvikling og kvalitetssikre forløbet
  • AVT-terapeut vejleder personale i barnets daginstitution / skole, én gang, og igen hvis barnet skifter til en ny daginstitution eller skole, hvis forældrene ønsker det
  • Overlevering af informationer om barnet til kommunal tale-hørekonsulent, hvis forældrene ønsker, ved forløbets afslutning
Billedet viser en dreng på 6 måneder og hans mor sidde ved et bord sammen med en AVT-terapeut til en AVT-session. Drengen stikker tungen ud og mor og AVT-terapeut griner.
Sirius på 6 mdr. svarer AVT-terapeuten Maria på OUH, og mor Ditte følger med 

Hvordan foregår en AVT-session?

En AVT-session består af ca. én times lang vejledning på et AVT-center. Vejledningen tager afsæt i de 10 AVT-principper. Én eller flere forældre, barnet og AVT-terapeuten deltager hver gang i AVT-sessionen. Forældre kan også invitere familiemedlem eller en fagprofessionel (f.eks. barnets kommunale tale-hørekonsulent eller kontaktpædagog) til at deltage. 

Forældrene undervises i bestemte AV-strategier og teknikker, som tager udgangspunkt i dagligdags aktiviteter, læsning og leg med barnet, så sproget leges ind. AVT-terapeuten arbejder diagnosticerende og observerer og interagerer med barnet. 

Barnet deltager én gang imellem i forskellige test som undersøger barnets auditive og sproglige niveau. Testene er målrettet barnets alder og udviklingsniveau og opleves som en leg for barnet. AVT-terapeuten sætter også udviklings-mål for barnet sammen med forældrene. Det kan både være langsigtede mål og noget mere konkret som forældrene skal have fokus på i den nærmeste tid.

I AVT-sessionen er der også tid til at forældre kan dele evt. bekymringer for barnet - og succesoplevelser - med AVT-terapeuten. 

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør

Film - Oscar og hans forældre, Sofie og Jon, har gået til AVT i et års tid hos AVT-terapeuten Jeanette på AUH. Se hvordan en AVT-session kan foregå, og hør Jeanette forklare hvad de arbejder på.

Filmen har danske og engelske undertekster (aktivér dem via tandhjul ikonet nederst i filmen).

Se flere film om AVT på Decibels YouTube kanal

Telebaseret AVT

Der er mulighed for at deltage i telebaserede AVT-sessioner, dvs. online, hvor familien deltager hjemme fra. Det kan  f.eks. være relevant i tilfælde med meget lang afstand fra hjemmet til AVT-centret, hvis barnet skal blive i hjemmet pga. sygdom eller, som vi så, da de audiologiske afdelinger måtte lukke ned pga. Corona-pandemien. 

I den forbindelse var AVT-centrene hurtige til at omstille deres praksis til online undervisning og samtaler. Derfor har de fået meget erfaring med telebaseret AVT på kort tid, erfaring som giver anledning til at blive ved med at tilbyde telebaseret AVT til de familier som kan have brug for det.

Læs mere om erfaringer med telebaseret AVT, fra Center for Hørelse og Balance på Rigshospitalet:

AVT-terapeut og lille dreng sidder ved bord. Drengen har grøn t-shirt på. Terapeuten har sort skjorte på. De kigger ned i en gul æske. Faren sidder ved siden af.
Nyhed

Corona-krisen har sat fart i udviklingen af telebaseret AVT. AVT-terapeut Jane Lignel Josvassen, som er ansat i Decibel og på AVT-centret i Gentofte, fortæller her om sine erfaringer.