Ældre mand leger med lille dreng. De kigger hinanden i øjnene og griner. Drengen har gul trøje på. Manden har briller.

Til dig der er bedsteforælder

Som bedsteforældre kan du få en stor og betydningsfuld rolle på flere niveauer i din familie - til glæde og gavn for både barnebarn med høretab, forældre og søskende.

Som bedsteforælder til et barnebarn med nyligt konstateret høretab kan du opleve mange af de samme følelser og bekymringer, som forældrene til barnet gennemgår. Samtidig bliver du som bedsteforælder også vidne til dit barn og svigerbarns følelser og bekymringer. Fænomenet med dels selv at være ked af det over sit lille barnebarns vilkår og samtidig blive ramt af sit eget barns ked af det-hed betegnes ofte som den dobbelte sorg, og for nogle bedsteforældre opleves dette ret overvældende.

Som bedsteforældre kan du få en stor og betydningsfuld rolle på flere niveauer

 Vi hører fra mange forældre, at det kan være hjælpsomt at have bedsteforældre, som lytter til bekymringer og svære følelser uden at udfordre eller forsøge at fikse følelserne. For langt de fleste vil tiden lindre det udfordrende og det får et mere roligt leje, og hjælpen vil for mange være at sætte ord på og blive lyttet til og langsomt selv acceptere og forholde sig til det nye vilkår i familien. 

Mange forældre finder også stor støtte i, at bedsteforældrene kan give ekstra omsorg til både barnet med høretab, men også til evt. søskende i perioder, hvor forældrene måske er mere tyndslidte. I Decibel møder vi bedsteforældre, der henter tidligt i dagtilbud, holder fridage med børnebørnene, tager med på audiologisk afdeling eller hjælper med praktiske opgaver og meget mere . Så hvis du som bedsteforælder har overskuddet til at kunne hjælpe til, vil det formentlig blive taget imod med kyshånd.

Eksempler på hjælp fra bedsteforældre
  • Praktisk hjælp - fx kørsel, pasning af børn, lave mad, rengøring
  • Lyttende og støttende i svære perioder
  • Give opmærksomhed til evt. søskende
  • Lære dit barnebarns høreteknik at kende og kunne håndtere fx batteriskift
  • Sæt dig ind i AVT – bruge AV-strategierne, læse bøger, tale og lege sammen med dit barnebarn osv.
  • Være en god rollemodel ift. lyttemiljø