hånd med blyant udfylder opgaveark

Nationale test og prøver

Der er i disse år stort fokus på at teste børnene gennem deres skolegang via nationale test og i forbindelse med terminsprøver og afslutning af folkeskolen.

Det gælder også for dit barn med høretab, men der er muligheder for særlige vilkår og brug af hjælpemidler, som du og skolen skal være opmærksomme på.

Den gældende lov giver elever med funktionsnedsættelse mulighed for at benytte sig af de hjælpemidler, de bruger i den daglige undervisning, ved test og prøver.

Hensigten er, at hjælpemidlerne skal kompensere eleven for hans/hendes vanskeligheder for at ligestille eleven i testsituationen.

Eksempler på hjælpemidler

  • Høretekniske hjælpemidler: Husk at sørge for, i samarbejde med skolen, at de kompenserende hjælpemidler fungerer efter hensigten, og at underviserne i testlokalet har et godt kendskab til hjælpemidlerne
  • Støtteperson: Hvis dit barn har en hjælper eller støtteperson i den daglige undervisning, bør en hjælper eller støtteperson også være til stede ved testen
  • Ekstra tid: Dit barn har mulighed for at få forlænget prøvetid og eventuelle pauser

Derudover kan elever med funktionsnedsættelse få tilladelse til at aflægge test og prøver på særlige vilkår.

Dorte Møller Jensen fra Undervisningsministeriet har udtalt til Decibelbladet 2015, at nogle skoler godt kan have berøringsangst i forhold til dispensationsmuligheder, fordi de gerne vil have lige vilkår for alle. Det er misforstået, fordi dispensationsmulighederne netop handler om at give eleven med høretab de samme muligheder som i den faglige undervisning. Det er en kompensation for en vanskelighed og ikke en ekstra hjælp.

Det er altså vigtigt, at du som forælder er opsøgende over for, hvad der er af muligheder, så dit barn får en prøve/test/eksamenssituation, hvor det får mulighed for at vise, hvad det fagligt kan præstere.

Undervisningsministeriet har udarbejdet en vejledning med en række anbefalinger til, hvordan test og prøver kan tilrettelægges, så de særlige behov, elever med høretab kan have, kan imødekommes.

Eksempler på særlige vilkår

  • Dit barn har mulighed for at sidde i eget rum og tage prøven alene
  • Dit barn har mulighed for at få læst diktat op af sin egen lærer, hvor stemmen er genkendelig
  • Dit barn har mulighed for, at der sidder en lærer og sikrer sig, at opgaven der skal løses, er forstået rigtigt
  • Dit barn har mulighed for støtte i forhold til eventuelle kommunikative problemer, hvis der er særlige og ukendte faglige termer eller lignende i testen
  • Hvis dit barn ikke kan bruge hjælpemidler til lydopgaver i 4. klasses engelsk, bør han/hun evt. fritages fra denne test
  • Dit barn kan blive fritaget for prøver og nationale test, hvis eleven har en funktionsnedsættelse i en grad der gør, at selv en prøve på særlige vilkår ikke skønnes hensigtsmæssig
     

Gode råd til test og eksamen

  • Find ud af, hvilke test og prøver, der ligger på dit barns klassetrin, og tal med læreren om eventuelle behov for særlig tilrettelæggelse
  • Vær i god tid - start allerede i 7. klasse med at forberede prøverne i 9. klasse
  • Tag nationale prøvetest med dit barn, og se, hvordan det klarer dem. I mange fag kan man bede læreren finde en prøvetest -  på nettet eller på anden vis. På nogle skoler gennemfører klasserne nationale prøvetest før de endelige test og prøver
  • Spørg skolen, om de før har haft test og prøver for elever med høretab. Måske findes der lærere på skolen, der har erfaringer, I kan gøre brug af til dit barn
  • Spørg lærerne på dit barns klassetrin, om de bruger andre test eller prøver i løbet af skoleåret, og gør dem opmærksom på, at I skal vurdere, om dit barn har brug for særlige vilkår
  • Samarbejd med dit barns klasselærer, og sørg for, at det er klasselæreren, der koordinerer med de andre faglærere

Det er skolelederen, der beslutter, om eleven kan aflægge prøve og nationale test på særlige vilkår eller i yderste konsekvens blive fritaget. Det sker oftest på baggrund af en vurdering fra kommunens pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR). Skolelederen behøver dog ikke at inddrage PPR, hvis forældrene og eleven er enige i beslutningen, men kan gøre det. Forældre kan dog til enhver tid bede om, at at PPR bliver inddraget.

Læs mere om prøver på særlige vilkår og fritagelse på Undervisningsministeriets hjemmeside.


Mere fra Undervisningsministeriet:

Generel information om folkeskolen