Babypige, Sara, med Treacher Collins syndrom og Bahs

Definition af andre vanskeligheder

Når vi her på hjemmesiden taler om gruppen af BMAV, så omhandler det børn, hvis øvrige vanskeligheder påvirker børnenes evne til at udvikle hørelse og talesprog i samme tempo og omfang som børn og unge med høretab uden andre vanskeligheder.

Børn med øvrige vanskeligheder har måske brug for længere tid til at udvikle hørelse med deres høreteknik og/eller de har brug for supplerende visuel støtte for at udvikle et sprog. Omvendt kan et barn godt være født med f.eks. en delvis lammelse eller have brug for briller og dermed have en anden vanskelighed ud over sit høretab, uden det influerer på barnets auditive- og sproglige udvikling. Hvis – som i dette eksempel den delvise lammelse eller det nedsatte syn – influerer på barnets auditive- og sproglige udvikling, så er barnet en del af gruppen af BMAV.

Socialstyrelsen skriver, at i 20 – 40 % af tilfælde med høretab, er der også andre funktionsnedsættelser. Men de skriver ikke, om funktionsnedsættelserne har en betydning for barnets evne til at lære at høre og udvikle sprog (Forløbsbeskrivelse: Rehabilitering og undervisning af børn og unge med tidligt konstateret høretab 0-18 år, Socialstyrelsen, 2015). Undersøgelser af danske børn med CI har fundet, at ca. 22% har konkurrerende vanskeligheder (Lone Percy-Smith m.fl., 2012).
Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke en samlet opgørelse over, hvor mange der har andre vanskeligheder end deres høretab og i hvilken grad, børnene er ramt i forhold til at udvikle hørelse og (tale)sprog.

Gruppen af BMAV er også svær at samle under et, for det er meget forskelligt, hvad ét barn med andre vanskeligheder har brug for, og hvad et andet barn med andre vanskeligheder har brug for. Derfor er det særligt vigtigt at have øje for det enkelte barns behov og tilrettelægge et specifikt forløb, hvor alle fagfolk omkring barnet inddrages.

Det er vigtigt, at du som forælder er i kontakt med de relevante forældreforeninger, der har fokus på dit barns øvrige udfordringer, så du kan få mest mulig viden, erfaring og netværk. Husk også at Institut for Syn, Hørelse og Døvblindhed har en landsdækkende funktion, hvis dit barn er ramt på både syn og hørelse.
Husk helt overordnet – at dit barn skal sammenlignes med andre børn, der har de samme vanskeligheder uden høretab. Du skal derfor ikke sammenligne dit barn med andre børn med høretabet alene.