Trælegetøj. Et lilla klaver og en farverig gyngestol.

Høretekniske hjælpemidler i dagtilbud

I Danmark anbefaler fagfolkene omkring småbørn med høretab, at høretekniske hjælpemidler først tages i brug, når barnet er gammelt nok til at sige til og fra i forhold til om lyden i et soundfield system/FM/en digital høreløsning, fungerer godt. Det betyder generelt, at det først er ved skolestart eller i det sidste år i børnehaven, at anvendelse af høretekniske hjælpemidler kommer på tale.

Det er dog altid en individuel vurdering om høretekniske hjælpemidler skal introduceres i dagtilbuddet, og der kan for nogle børn være forhold, som gør, at man vælger at anvende høretekniske hjælpemidler tidligere.

Nogle forældre bruger det sidste år i børnehaven til, at barnet i trygge omgivelser lærer at bruge et høreteknisk hjælpemiddel. Når barnet begynder i skole, så er der en ny ting mindre, som det skal forholde sig til. Det kræver, at institutionen er blevet godt vejledt i, hvordan de skal anvende udstyret sammen med barnet og har opmærksomhed på, om udstyret fungerer og bliver anvendt korrekt. Det kan f.eks. handle om:

  • At huske barnet på at ’frakoble’/’slukke’ for FM/eller den digitale høreløsning, når det ikke bliver anvendt (hvordan afhænger af, hvilken høreteknik dit barn har samt, hvilket høreteknisk hjælpemiddel, der er tale om)
  • At pædagogerne skal holde øje med, hvis dit barn bliver uroligt eller begynder at se meget rundt på de andre børn, så kan det være et udtryk for at der ikke er (ordentlig) lyd gennem FM/den digitale høreløsning

Hvis dit barn begynder at bruge FM eller en digital høreløsning, så skal der laves aftaler for:

  • Hvem der er ansvarlig for at udstyret er opladet og bliver anvendt korrekt
  • I hvilke situationer udstyret skal anvendes
  • Hvordan det skal anvendes

Tale-hørepædagogen kan hjælpe med at vejlede om dette.

Ung dreng. Han har rød t-shirt på. Han har en skoletaske på ryggen. Han kigger sig over skulderen og smiler.

Høretekniske hjælpemidler understøtter dit barns primære høreteknologi og hjælper dit barn med at høre bedre over afstand og i støjfyldte omgivelser.