Dreng med høreapparater set bagfra

Høreapparater (HA)

Skal dit barn have høreapparater? Her får du vigtig viden om behandling, høreteknologi, genoptræning og muligheder for hjælp og støtte.

Hvad er et høreapparat?

Et høreapparat består af tre dele: mikrofon, højttaler og processor. Høreapparatets mikrofon opfanger lyd, som bearbejdes af processoren og ledes videre til forstærkeren, der sender lyden ind i øret. Høreapparaterne har en række indbyggede funktioner, der sætter fokus på de lyde, som er vigtige for at forstå tale, og samtidig formindsker baggrundsstøj. Et høreapparat giver ikke en helt normal hørelse, men forstærker de lyde, der er, så man kommer til at høre bedre.

Bliv klogere på høreapparater med Decibels podcast

Du kan også blive klogere på høreapparater ved at lytte til Decibels podcastserie "Ny i høretab": "Afsnit 3: Explainer - Høreapparater"

Lyt via Spotify 

Lyt via Apple Podcast

Herunder kan du høre et lille klip fra seriens afsnit 3.1, som er et explainer-afsnit om høreapparater: 

Skal dit barn have høreapparater?

De første besøg

Først skal dit barn igennem en række høreundersøgelser for at finde ud af, hvordan dets hørelse er, og hvordan dit barns høretab bedst kan blive afhjulpet. Hvilke og hvor mange høreundersøgelser, der laves, afhænger af dit barns alder. Du vil også møde en læge, der tager stilling til, om dit barn vil have gavn af høreapparater, samt en audiologopæd, der fortæller om, hvordan dit barns høretab afhjælpes med et høreapparat.

Høreapparater er til de børn, som har et høretab i det indre øre eller i mellemøret. Til et lille barn vil audiologopæden som regel anbefale et bag-øret høreapparat med et prop, der skal slutte tæt i barnets øre. Dette er for at skabe de bedste lyttebetingelser for dit barn med høretab. Derfor skal dit barn også have lavet et aftryk til ørepropper, så de passer præcist. Øret vokser, og derfor er det nødvendigt at komme tilbage og få lavet nye ørepropper med jævne mellemrum.

Når det rigtige høreapparat er valgt, vil du få en grundig introduktion til, hvordan høreapparatet skal bruges og vedligeholdes. Det første år med høreapparater vil dit barn blive indkaldt til kontrol 3-4 gange. Her vil audiologopæden sikre sig, at dit barn har den bedste justering i sit høreapparat.

Genoptræning

Selvom dit barn får adgang til en god hørelse med sine høreapparater, er det stadig ikke en normal hørelse. Derfor er det vigtigt, at dit barn modtager en specialiseret genoptræning med fokus på at lære at bruge sin hørelse og at tilegne sig talesprog og indhente den talesproglige forsinkelse. Børn fra 0 år til og med 5 år, som får høreapparater, tilbydes pr. januar 2023 et 3-årigt AVT-forløb. Læs mere om forløbet her:

Far og tvillingepiger på 5 år sidder ved et bord derhjemme og klipper figurer ud.

Forældre er de bedste til at lære deres barn at høre og tale

Børn med høreapparater bør gennem hele barndommen løbende tilbydes en indsats for at styrke den auditive og verbale udvikling. Udover AVT-forløbet er det kommunen, der har ansvaret for at tilrettelægge en indsats, der passer til barnets behov. Hvordan kommunerne vælger at forvalte denne opgave er forskellig og Decibel foreslår derfor, at du tager kontakt til kommunen for at spørge, hvordan indsatsen vil forløbe i jeres situation. Læs Socialstyrelsens forløbsbeskrivelse for at blive klogere på, hvordan det kommunale ansvar og arbejde kan se ud. Kommunen  har både pligt til yderligere genoptræning af barnet, støtte til familien og vejledning i institutionen/skolen. Læs mere her om, hvad du kan bruge din kommunale tale-hørekonsulent til. 

10 vigtige, når apparaterne er på
  • Lær dit barn omverdenens lyde at kende
  • Vis i begyndelsen dit barn, hvor lyden kommer fra
  • Tro på, og forvent, at dit barn kan høre
  • Tal med dit barn – sæt ord på alt
  • Vis at tale er sjovt og nyttigt
  • Giv positiv respons når dit barn reagerer på lyd og/eller tale
  • Tal tydeligt og fremhæv det vigtigste ord ved at lægge særligt tryk på det
  • Syng og leg med dit barn
  • Kig og læs bøger med dit barn
  • Gør alt det, du også ville gøre med et normalthørende barn

Har dit barn andre vanskeligheder?

Hvis barnet har andre vanskeligheder, tilstræbes en udvikling ligesom normalthørende børn med samme vanskeligheder. Børn med andre vanskeligheder har brug for et langsigtet intensivt genoptræningsforløb med fokus på lyd og tale. Erfaringerne viser, at disse børn kan være længere tid, end forventet, om at bruge deres lyd og udvikle et talesprog.

Muligheder for hjælp og støtte fra kommunen

Dit barn skal bruge mere energi end normalthørende børn i institution eller skole, fordi det ikke får en normal hørelse. Samtidig skal dit barn lære at bruge sin nye lyd og indhente eventuel talesproglig forsinkelse. Mange børn kan derfor have brug for kortere dage i institutionen eller i SFO efter skole. Du kan ansøge din kommune om tabt arbejdsfortjeneste, som er økonomisk kompensation til dig for de timer, du ikke kan arbejde, f.eks. hvis I skal til AVT, kontroller, justeringer eller dit barn har behov for kortere dage i institution.

Du skal være klar over, at det ikke er muligt at sige noget generelt om, hvad du eller dit barn har ret til. Det vil altid være en personlig vurdering fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller din sagsbehandler. Derfor er det vigtigt at være godt forberedt, når du skal ansøge. Du kan læse mere om mulighederne for støtte her: 

Familie på tur udenfor.Mor har lille pige på skuldrene. Far har lille dreng på skuldrene. De har vinterjakker på. De smiler.

Når du er forælder til et barn med et høretab, er du samtidig en del af et system som du skal samarbejde med - og en gang imellem også udfordre - for at sikre, at dit barn får de bedste muligheder og den bedste udvikling. Læs mere om hvem du møder i systemet, gode råd til samarbejde samt hvordan du søger om blandt andet dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i din kommune.