Portræt af Jane Lignel Josvassen fra Decibels videnscenter

Gode råd ved brug af visir i undervisningen

Nyhed

Decibels audiologopæd Jane Lignel Josvassen giver gode råd om brug af visir i undervisningen.

Hvad er det vigtigt at være opmærksom på, hvis læreren benytter visir i undervisningen? 

Det gælder om at skabe den bedst mulige situation på trods af de forringede lydforhold, som mundbind og visirer bringer med sig. Generelt skal barnets mulighed for at kunne høre være i fokus, men hvis det f.eks. pga. corona-retningslinjer ikke kan lade sig gøre at skabe de optimale betingelser, må man se på, hvad den bedst mulige alternative løsning er.

Der er nemlig ingen tvivl om, at visiret hæmmer lyden. Det er derfor alfa og omega, at lærerne bruger de tekniske hjælpemidler der er til rådighed, som minimum den direkte lyd til barnet med høretab, f.eks. mini mic eller personligt fm-system. Hvis der er soundfield system i klassen, skal det selvfølgelig også stadig bruges. På den måde hjælper man alle klassens børn til bedre at kunne høre, hvad læreren siger.

Alle de gode råd, som vi plejer at give til undervisningssituationer, gælder stadigvæk – men hvis man som lærer vælger at bruge visir, er rådene bare blevet hundrede gange vigtigere.

Hvad gør du i din egen undervisning, f.eks. i forbindelse med AVT-sessioner?

I AVT-sessionerne på audiologisk afdeling bruger vi visir. Jeg er meget bevidst om, at min lyd ikke er lige så god, når jeg har visir på. Hvis jeg mærker, at barnet ikke rigtig får fat i, hvad jeg siger, skal forældrene på banen. Forældrene får nemlig lov til at slippe for mundbind eller visir under sessionerne hos mig.  Det er derfor f.eks. kun forældrene, som tester Ling-lydene.

I en AVT-session, sidder vi også tættere på hinanden, og der er mindre baggrundsstøj end i en almindelig skoletime

Hvad er det vigtigste, man som forælder får talt med sit barns lærer om, hvis læreren bruger visir i undervisningen? 

Forældrene er børnenes advokater, og derfor er det vigtigt at spørge barnets lærer: ”Hvad gør du? Bruger du visir i din undervisning? Og har du tænkt over, hvordan du kan placere mikrofonen?”

Det vigtigste er, at mikrofonen skal være fri af visiret, men stadig placeres sådan, at lyden kan ramme mikrofonen korrekt.

Lyden fra lærerens stemme vil pga. visiret komme til at gå mere nedad end udad. Derfor skal mikrofonen være placeret, så lyden alligevel bliver fanget rigtigt af mikrofonen. Det er svært at sige helt præcist, hvor det bedste sted er, da der findes forskellige typer af visirer. Men det er vigtigt for lærerne at tænke over, at man skal kunne bevæge hovedet både ned og fra side til side, uden at visiret rammer mikrofonen. Samtidig findes der også forskellige mikrofontyper -, nogle skal klipses på, og andre hænger i en snor om halsen. For begge typer gælder det om at justere højden på mikrofonen i fht. typen af visir, uden at mikrofonen kommer til at sidde så lavt, at den ikke fanger dét, læreren siger. Man må prøve sig lidt frem, indtil det fungerer bedst muligt.

Dette skulle PPR gerne være ude i klasserne og vejlede i, men måske er man som forælder alligevel nødt til at være den, der bærer informationen igennem.

Gode råd til unge med høretab på ungdoms- eller videregående uddannelser

Hvad skal man som ung med høretab på en ungdoms- eller videregående uddannelse være opmærksom på, nu hvor der er påbud om, at man skal bære mundbind udenfor klasseværelset?

Den unge kan hjælpe sig selv ved at sætte ord på den nye situation overfor vennerne. Sig f.eks. ”I forvejen kan jeg jo godt misse noget pga. mit høretab, men når vi har de her mundbind på, så er det meget sværere for mig at følge med i samtalen.”

Lav også gerne nogle aftaler med de andre om, at man i pausen f.eks. kan sætte sig i en lille gruppe relativt tæt på hinanden. Og hvis der er nogen som helst mulighed for, at kammeraterne kan bruge visirer i stedet for mundbind, vil det være rigtig godt. Med visir bliver lyden ikke nær så forstyrret, som den gør af et mundbind der sidder helt tæt på munden, og der er yderligere ansigtsmimik og mundaflæsning tilgængeligt fra den, der taler. Dette kan være nødvendigt i nogle situationer.

Hvis den unge har et personligt hjælpemiddel, så kan det være en ide at bruge det sammen med vennerne. Læg det f.eks. som en konference mikrofon, hvis I sidder ved et bord, så talesignalet bliver styrket i forhold til den omgivende støj.