Illustration af barn og forælder til AVT

God Praksis Guide til det tværsektorielle samarbejde omkring børn med høretab i AVT-forløb

Nyhed

Decibel har udarbejdet en guide til det gode samarbejde på tværs af sundheds- og socialområdet med henblik på at sikre den sproglige og sociale udvikling for børn i AVT-forløb.

God Praksis Guide tager udgangspunkt i Decibels dokumentations- og vidensfunktion i forbindelse med det 3-årige AVT-forløb 2017-22. 

Guiden henvender sig primært til kommunale tale-hørekonsulenter/PPR og AVT-terapeuter. Den rummer en beskrivelse af, hvordan et godt forløb for børn med høretab fra hørescreening  til AVT-afslutning kan tilrettelægges, og skal læses som en anbefaling til det gode samarbejde på tværs af sundheds- og socialområdet. Guiden tager afsæt i Socialstyrelsens forløbsbeskrivelse for børn med tidligt konstateret høretab (2019). 

Guiden kan downloades her:

Alle landets kommuner og AVT-centre modtager trykte eksemplarer af guiden med posten. 

Den vigtigste anbefaling i guiden er tidlig dialog og koordination mellem de fagprofessionelle omkring familien samt med forældrene. 
Ingibjörg Sigtryggsdóttir, Decibel

Guiden rummer også en beskrivelse af de forskellige parter i indsatsen omkring barnet samt anvisninger til, hvad man kan gøre, hvis der opstår bekymring om barnets sproglige eller sociale udvikling, eller hvis der er udfordringer med familiens deltagelse i AVT-forløbet. 

Guiden tager afsæt i erfaringer fra AVT-projektet (2017-2022), som viste, at nogle familier har brug for tættere samarbejde mellem PPR og AVT-centret og en tydeligere afklaring af de forskellige aktørers roller og opgaver. 

God Praksis Guide er derfor blevet udarbejdet af Decibel med input fra forældre i AVT-forløb samt tale-hørekonsulenter fra Hillerød, Aabenraa, Holbæk, Slagelse, Aalborg og Odense kommuner, AVT-terapeuter fra Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet samt konsulenter fra Hørerådgivningen (VISO/KaS). Stor tak for engagement, praksiserfaringer og faglige input til de fagprofessionelle og ikke mindst tak til de forældre, der har fortalt om deres oplevelser med at deltage i et AVT-forløb. 

Emne