Mor og lille pige. Pigen har en lyserød t-shirt på. Moren har en rød trøje på. De kigger hinanden i øjnene og smiler.

Nyfødte, der ikke går igennem hørescreeningen, skal nu testes for CMV i nyt projekt

Nyhed

Cytomegalovirus (CMV) er en medfødt virusinfektion, der hvert år fører til hørenedsættelse hos et betydeligt antal børn. I maj 2021 indføres en ny praksis i Region Hovedstaden, hvor nyfødte, der ikke passerer den neonatale hørescreening, skal testes for CMV med henblik på at opspore børn med medfødt CMV i tide til at opstarte behandling.

Hvis et barn ikke passerer hørescreeningen på ét eller begge ører, henvises barnet til audiologisk afdeling som vanligt. Samtidig med dette tages en spytprøve for CMV fra barnets kind. Hvis prøven er positiv, vil familien blive tilbudt yderligere udredning. Specialister indenfor CMV-området afgør sammen med forældrene, om barnet skal tilbydes behandling. Behandlingen for CMV er et anti-viralt middel, som kan bremse udviklingen af barnets høretab, hvis den gives i tide. 

Alle nyfødte i Danmark tilbydes en hørescreening, men den er ikke på nuværende tidspunkt koblet til udredning for CMV. Det betyder, at mange børn i dag diagnosticeres for sent til at få gavn af behandlingen mod CMV, da behandlingen skal startes i barnets første levemåned for at være effektiv. Resultaterne fra projektet i Region H vil derfor være et vigtigt bidrag til at sikre forebyggelse af hørenedsættelse hos børn i hele Danmark. 

Du kan læse mere om CMV her