Trine Simling

Nyt ansigt i bestyrelsen: Mød Trine Simling

Nyhed

Trine Simling er et af de nye ansigter i Decibels bestyrelse, som blev valgt på generalforsamlingen i marts.

Trine er mor til Anna på 3 år med høreapparat/CI. Familien bor på Fyn. Her svarer Trine på 3 hurtige spørgsmål om de tanker, hun gør sig om bestyrelsesarbejdet og Decibels fremtid: 

Hvad  var din motivation for at blive valgt ind i bestyrelsen?

Jeg valgte at stille op til Decibels bestyrelse, da jeg de seneste år har været flittig bruger af Decibels tilbud, både rådgivning og deltagelse i arrangementer og oplæg. Desuden er jeg stor tilhænger af Facebook-grupperne, hvor vi deler erfaringer, fejrer succeser eller kommer ud med frustrationer blandt ligesindede.

Det er desværre ikke en selvfølge, at offentlige instanser imødegår os forældre til børn med høretab med de bevillinger, som vi har ret til, og efter at have kæmpet med det kommunale ved diverse ansøgninger - og efterfølgende partshøringer eller ankesager - har jeg fået blod på tanden og vil gerne bidrage med mine erfaringer og input. Jeg tror på, at jeg har noget at byde ind med, og jeg er dedikeret i arbejdet med at skabe de bedste rammer for familier til børn med høretab, om det så er i kampen med kommunerne eller vidensdeling medlemmer imellem. 

Hvad glæder du dig mest til at arbejde med? 

Som mor til et barn med høretab, der stadig ikke er ret gammelt, ligger det mig på sinde at sikre, at nye familier lander godt i en - for de fleste - fremmed og farlig høreverden. Derfor valgte vi også, uden tøven, at takke ja, da Decibels sekretariat spurgte, om vi ville være med i en video om, hvordan en hverdag med høretab kan se ud. For Anna er hverdagen nemlig ikke særlig meget anderledes end hos andre børn - og det er et vigtigt budskab at få ud.

Som alle andre forældre vil jeg gå til verdens ende for mine børn, og gøre alt hvad der står i min magt, for at de er bedst rustet til verden. For en familie med høretab kræver det bare noget ekstra benarbejde at nå dertil, og her er Decibel en kæmpe støtte og sparringspartner. Det vil jeg enormt gerne bidrage til.

Når Decibel pr. 1. juni fusionerer med Høreforeningen, bliver bestyrelsen til et børneudvalg. Hvad er de vigtigste opgaver I får? 

Jeg mener, at børneudvalgets fornemste rolle bliver fortsat at sikre, at forældre til børn med høretab føler sig klædt på til de udfordringer, de må møde - samt at være børnenes stemme i en bredere organisation. Vi skal nu til at finde vejen derhen, og jeg tror på, at vi står som et stærkt team, der under Høreforeningens fane kan opnå store resultater for børn med høretab.

Stort velkommen til Trine!

Her finder du en oversigt over alle frivillige bestyrelsesmedlemmer i Decibel.