Fra ørerne til hjernen

Ørernes opgave er at lede lyd videre til hjernen. Hjernens opgave er at bearbejde disse lyde, så de giver mening. Uden hjernens bearbejdning af lydene ville vi ikke forstå de lyde, som ørerne opfanger. Det er derfor afgørende, at hjernens auditive område påvirkes af lyd, så hjernen lærer at opfatte og bearbejde lyd. Hjernen skal så at sige have lytteerfaring. Dette er særligt vigtigt at huske på, når jeres barn med høretab får høreapparat, bahs eller CI. Hjernen hos et barn med et medfødt høretab mangler allerede fra fødslen lytteerfaring på grund af manglende stimulation af hørecenteret. Medfødt høretab handler derfor primært om hjernen, og ikke om ørerne (Flexer, 2011). 

Kronologisk alder og hørealder

Der er en række begreber, som I som forældre vil blive mødt med, når jeres barn får konstateret et høretab. Disse begreber danner grundlaget for den videre forståelse af hjernens plasticitet, og vil derfor kort blive forklaret her:

Kronologisk alder er tiden siden jeres barn blev født. Hørealder hos børn med høretab er tiden siden første tilpasning af høreapparaterne, benforankret høresystem eller cochlear implants. Hos børn med normal hørelse er hørealderen derfor lig med den kronologiske alder.

Forskel på hørelse og lytning

Begreberne hørelse og lytning er tæt forbundet, men adskiller sig alligevel betydeligt fra hinanden: Hørelse er en sans; lytning er en tillært færdighed. Hørelse bør forstås som evnen til at opfange lyde, mens lytning bør forstås som evnen til at identificere de opfangede lyde. Hørelse er en passiv proces. Forudsat at en person har normal hørelse, så kræver det ingen indsats at høre, for hørelse sker hele tiden, og der kan ikke slukkes for hørelsen. Hørelse foregår hvert eneste øjeblik. Lytning derimod er en aktiv proces. Lytning kræver opmærksomhed og koncentration på samtaleemner eller andre lydlige input, der interesserer os. Ved at fjerne opmærksomheden fra tale eller lyd, som ikke interesserer os, kan vi både bevidst og ubevidst ”slukke for” lytningen. Lytning er den proces, der opstår, når hørelsen møder hjernen (Eisenberg, 2009). 

Hvad er hjerneplasticitet?

Et andet navn for hjerneplasticitet er neuroplasticitet. Hjerneplasticitet refererer til hjernens evne til at ændre sig gennem hele livet. Plasticiteten betyder altså, at hjernen hele tiden ”opdaterer” sit kort over kroppens funktioner (Passer & Smith, 2009). Det vil sige, at hjernen ikke er statisk, men derimod meget fleksibel, da den reorganiserer sig efter behov og brug. Hjernen danner nye forbindelser og netværk samt ændrer strukturen af allerede eksisterende forbindelser. Hjernen organiserer sig således løbende afhængigt af de input, den modtager fra alle kroppens nerver (Passer & Smith, 2009). Hjerneområder får ikke lov at stå ubenyttede hen, for hvis de eksempelvis ikke modtager signal fra en bestemt sans, så vil andre sanser overtage kapacitet fra det pågældende hjerneområde. Sagt på en anden måde: Jo mere et område af hjernen bruges, des mere øges kapaciteten og ydeevnen af dette område. Jo mindre et område af hjernen bruges, des svagere vil områdets funktion blive og med tiden vil den blive overvundet af en stærkere sansefunktion (Banich & Compton, 2011).

Udnyt hjernens muligheder

Hjerneplasticitet sker:

• I begyndelsen af livet, hvor den umodne hjerne skal organisere sig selv
• Som en tilpasningsmekanisme, der kompenserer for tabte funktioner (fx høretab) og/eller til at maksimere tilbageværende funktioner i tilfælde af skader i hjernen
• Gennem voksenlivet hver gang noget nyt indlæres eller memoreres

Plasticiteten i hjernen kan for eksempel hjælpe døve personer uden høreteknologi med at forbedre deres evne til at bruge deres resterende sanser, såsom syns- og følesansen (Banich & Compton, 2011). Hjernens plasticitet afhænger af genetiske faktorer, men også i høj grad af udefrakommende påvirkninger (Passer & Smith, 2009). Ved at forstå de naturlige udviklingsmuligheder og -begrænsninger for hjernens plasticitet bliver det muligt målrettet at arbejde med og udnytte de udviklingspotentialer, som hjernens plasticitet medfører. Ved at udnytte disse hjernemæssige muligheder helt konkret og bevidst, kan der opnås forbedret succes ved brugen af høreapparater, benforankrede høresystemer og cochlear implants.

Hjernens plasticitet og høretab hos børn

Det område i hjernen, som gør os i stand til at forstå lydlige input, kaldes det auditive kortex (herefter: hørecenteret). Hos normalthørende modtager hørecenteret input 24 timer i døgnet. Hjernen hos børn med høretab modtager derimod kun (optimal) lyd, når de bruger deres høreapparater, benforankrede høresystem eller cochlear implants, som de givetvis ikke kan have på alle døgnets 24 timer, da apparaterne ikke er designet dertil (Flexer, 2011). Dette betyder, at normalthørende børn har bedre forudsætninger for at udnytte hjernens plasticitet på grund af den større mængde lydlige input, som deres hjerne automatisk opfanger. Det er derfor yderst vigtigt, at jeres barn med høretab anvender sin høreteknologi så meget som overhovedet muligt.  Udover at modtage en mindre mængde lydinput end sine normalthørende jævnaldrende, så er det også relevant at huske på, at børn med medfødt høretab allerede fra fødslen er 20 ugers lytteerfaring fattigere end sine normalthørende jævnaldrende. Hørelsen er nemlig allerede udviklet fra 20. graviditetsuge, hvorved en baby faktisk har kan høre inden den bliver født (Gordon & Harrison, 2005). Disse to fakta indikerer, at børn med høretab mangler en hel del lytteerfaring sammenlignet med deres normalthørende jævnaldrende, hvilket betyder, at hjernen hos børnene med høretab ikke har dannet ligeså stærke forbindelser og netværk i hørecenteret, som det ville være tilfældet, hvis de ikke havde haft et høretab. Dette betyder, at det er meget vigtigt at udsætte jeres barn for lydlige input, så hjernens hørecenter bliver stimuleret og udvikler sig, så forskellen mellem jeres barns hørealder og kronologiske alder med tiden kan udlignes (se begrebsforklaring ovenfor). Både kvantiteten og kvaliteten af lydinputtene er afgørende for udviklingen af nerveforbindelserne i hørecenteret.

Jo yngre barn, jo større hjerneplasticitet

Hjerneplasticiteten er størst gennem de første 3 ½ år af livet: jo yngre barn, des større hjerneplasticitet (Dornan et al., 2010; Sharma, Nash & Dorman, 2009; Sharma, Dorman & Kral, 2005; Sharma, Dorman & Spahr, 2002). Denne periode med optimal hjerneplasticitet kaldes for en ”sensitiv periode” eller en ”kritisk periode”. Det vil sige, at det er i denne periode, at hjernen danner flest nervebaner til de områder, der stimuleres. Ved fødslen har hver nervecelle i hjernen ca. 2.500 forbindelser, men som et resultat af udefrakommende input fra omverdenen øges antallet af forbindelser til hele 15.000 pr. nervecelle, indtil barnet er 2-3 år (Gordon & Harrison, 2005). Dette antal er ca. dobbelt så meget som i en gennemsnitlig hjerne hos voksne (Passer & Smith, 2009). Fra 2-3 års alderen begynder mange af forbindelserne at forsvinde igen (Gordon & Harrison, 2005). De svageste forbindelser går til grunde, mens stærkere forbindelser bevares og styrkes (Sharma, Campbell & Cardon, 2015). De sanse- og oplevelsesmæssige erfaringer, som det lille barn har gjort sig i de første leveår, er altafgørende for, hvilke forbindelser i hjernen der forsvinder, og hvilke der forbliver (Kral & Eggermont, 2007). De forbindelser, som er blevet aktiveret mest og oftest, bevares. Ineffektive, ubrugte og svage forbindelser mistes. Så hvis hjernen ikke er blevet stimuleret tilstrækkeligt med lydlige input i de tidlige barneår, så vil hjernen reorganisere sig selv på grund af dens plasticitet og eliminere de svage forbindelser i hørecenteret og i stedet maksimere forbindelser fra andre sanser – primært fra synssansen (Sharma, Campbell & Cardon, 2015). Nervebanerne i hørecenteret skal altså trænes, når jeres barn får høreapparat, benforankret høresystem eller cochlear implants, for det er i høj grad et spørgsmål om “use it or lose it” (Kral & Eggermont, 2007). Manglende lydstimulation medfører en risiko for, at jeres barn ikke lærer at lytte, samt en risiko for forsinket eller afvigende sprog- og taleudvikling. Hørebanerne i jeres barns hjerne skal altså  stimuleres tidligt i livet med hyppige og varierede lydlige input, da dette er en afgørende betingelse for vellykket udvikling af jeres barns lytte- og sprogfærdigheder.

I Danmark har vi gode forudsætninger for tidlig indsats

Hjernen er som sagt meget fleksibel, og det er det, som udnyttes, når babyer allerede fra de er ganske få måneder tilpasses med høreapparat og/eller med cochlear implants allerede fra 9 måneders alderen. Forskningen viser, at udbyttet af cochlear implantation vil formindskes eller udeblive, hvis et døvfødt barn får cochlear implants når det er ældre end 4 år, for hvis hjernen ikke stimuleres tidligt med lyd, så forpasses de optimale læringstidspunkter for at lære at lytte og tale (Sharma & Campbell, 2011). Tidlig behandling af høretabet medfører, at den hjerne, som stimuleres, endnu ikke er blevet reorganiseret, hvilket gør hjernen mere modtagelig for lydlige input, som vil resultere i større kapacitet i hørecenteret (Sharma, Dorman & Spahr, 2002). I Danmark er der gode forudsætninger for tidlig audiologisk indsats, da der siden 2005 er blevet tilbudt hørescreening til alle nyfødte. Grundet hjernens plasticitet, ved vi altså, at tilpasnings-/implantationsalder er kritisk (jo yngre, des bedre!) samt at tidlig og vedvarende indsats med fokus på lyd er afgørende for jeres barns udvikling inden for flere områder såsom hørelse, lytning, tale, sprog, kognition og læsning (Sharma, Campbell & Cardon, 2015; Sharma & Campbell, 2011; Borchgrevink, 2001). Der er altså ingen tid at spilde fra den dag, hvor jeres barn får konstateret et høretab. Derfor skal både I som forældre og andre personer i jeres barns omgivelser straks tilbydes informationer om og hjælp til, hvordan I på bedste vis kan stimulere jeres barns høresans og lytteevne.

Fra teori til praksis

Viden om hjernens plasticitet bør anvendes gennem hele barnets audiologiske forløb, så der fra starten anvendes strategier og teknikker, som bedst muligt kan opfylde hjernens behov og derved optimere udbyttet af jeres barns høreapparater, benforankrede høresystemer eller cochlear implants. I AVT-metoden (AVT: Auditory-Verbal Therapy) skelnes der netop mellem at høre (med ørerne) og at lytte (med hjernen) og metoden har fokus på tidlig målrettet auditiv indsats, så hørecenteret i hjernen stimuleres med det formål at udnytte hjerneplasticiteten.

Artiklen Fra ørerne til hjernen er skrevet med udgangspunkt i specialet Målet er AVT - en empirisk undersøgelse af målfastsættelse i Auditory-Verbal Therabpy (AVT) i en dansk kontekst, af Lone Jantzen og Tenna Lindbjerg Tønning.

Litteraturliste:

Banich, M., & Compton, R. J. (2011). Cognitive neurosicence. Belmont, CA: Wadsworth, Cengage Learning.

Borchgrevink, H. M. (2001). Cochleaimplantat: Man må operere tidlig og gi god oral språkstimulering. [Elektronisk version]. Tidsskrift for Den Norske Legeforening, 121(25), 2915. Lokaliseret 01-04-14 på: http://www.tidsskriftet.no/index.php?seks_id=415174

Dornan, D., Hickson, L., & Murdoch, B. (2010). Is auditory verbal therapy effective for children with hearing loss? The Volta Review, 110, 361-387

Eisenberg, L. S. (Ed.) (2009). Clinical Management of Children with Cochlear Implants. San Diego: Plural Publishing, Inc

Flexer, C. (2011). Cochlear implants and neuroplasticity: linking auditory and practice. Cochlear Implants International, 12 (supplement 1), s19-21.

Gordon, K. A., & Harrison, R. V. (2005). Changes in Human Central Auditory Development Caused by Deafness in Early Childhood. Hearsay - Hearing Research Forum, 28-34.

Kral, A., & Eggermont, J.J. (2007). What’s to lose and what’s to learn: Development under auditory deprivation, cochlear implants and limits of cortical plasticity. Brain Research Review, 56(1), 259–269.

Passer, M.W. & Smith, R.E. (2009). Psychology: The science of Mind and Behavior. McGraw-Hill Higher Education.

Sharma, A., & Campbell, J. (2011) A sensitive period for cochlear implantation in deaf children. Journal of Maternal-Fetal & Neonatal Medicine, 24 (supplement 11), 15-3.

Sharma, A., Campbell, J., & Cardon, G. (2015). Developmental and cross-modal plasticity in deafness: Evidence from the P1 and N1 event related potentials in cochlear implanted children. International Journal of Psychophysiology (14), S0167-8760

Sharma, A. Dorman, M. F., & Kral, A. (2005). The influence of a sensitive period on central auditory development in children with unilateral and bilateral cochlear implants. Hearing Research, 203, 134–143.

Sharma, A., Dorman, M. F., & Spahr, A. J. (2002). A sensitive period for the development of the central auditory system in children with cochlear implants: Implications for age of implantation. Ear and Hearing, 23(6), 532-539

Sharma, A., Nash, A.A., & Dorman, M.F. (2009). Cortical development, plasticity and reorganization in children with cochlear implants. Journal of Communication Disorders, 42, 272– 279