Skilt på hoveddør. Der står "Her bor Decibel. Børn og unge med høretab".

Lej en kontorplads hos Decibel

Nyhed

Skal du til at skrive speciale eller ph.d.-afhandling, eller leder du efter en kontorplads til en lignende arbejdsopgave, har du nu mulighed for at leje en studie- eller kontorplads hos os i Decibel.

Vi tilbyder en arbejdsstation på vores kontor, som ligger centralt på Østerbro i København. Her bliver du en del af hverdagen i sekretariatets hyggelige lille kontormiljø, hvor vi hver dag arbejder på at sikre bedst mulige vilkår for børn og unge med høretab.

Mere om kontorpladsen

Decibels sekretariat ligger på Lyngbyvej lige ved Vibenshus Runddel på Østerbro i København. Placeringen er meget central med 2 minutters gang fra metrostation og busforbindelser samt med parkeringsmulighed i ejendommens kælder. Udover selve kontorpladsen får du adgang til pænt køkken med køleskab, mikroovn og opvaskemaskine, mødelokale samt sofa/spiseområde, som frit kan benyttes efter behov. Der ligger et stort supermarked i ejendommens stueetage, og der er et dejligt udendørsareal med græsplæne og borde/bænke tilknyttet kontoret.  

Pris

Prisen for en kontorplads er 1500 kr. pr. måned. Depositum på 1 måneds leje betales ved aftalens indgåelse. Vi foretrækker, at du lejer pladsen i minimum 4 måneder, men er selvfølgelig fleksible. Prisen er inkl: Adgang til kontoret 24/7, din egen faste arbejdsplads med hæve-/sænkebord og kontorstol, internet (100 Mbps fiberforbindelse), samt fri kaffe/te-ordning og brug af printer samt adgang til mødelokale og alle fællesfaciliteter.

Om dig

Vi forestiller os, at du er studerende og har en særlig interesse for børn og unge med høretab. Det kan være, du læser audiologopædi, pædagogik eller tilsvarende og er ved at skrive speciale, ph.d.-afhandling el.lign. indenfor området. Vi forventer, at du har lyst til at indgå i vores fælles hverdag på kontoret, hvor vi bl.a. spiser frokost sammen hver dag. Vi kan ikke tilbyde dig decideret vejledning i forhold til dit aktuelle projekt, men vi håber, du vil byde ind med din faglighed og tage del i både faglige og sociale snakke i den fælles frokostpause.  

Kontakt os

Du er meget velkommen til at ringe eller skrive til os for at høre nærmere og evt. lave en aftale om at komme forbi for at hilse på os og se nærmere på kontoret og vores faciliteter. Kontakt Sara Maria Cordtz på tlf. 23 90 23 16 eller sara@decibel.dk.

Om Decibel

Decibel er landsforeningen for børn og unge med høretab, og vi arbejder for at sikre bedst mulige vilkår for vores målgruppe. Den daglige drift af foreningen varetages af vores lille sekretariat i København, hvor vi til daglig sidder 4-5 medarbejdere. Læs mere om os på decibel.dk.

Kontakt

Portræt af organisationskonsulent Sara Maria Cordtz

Direktør

23902316