Fotos af Stella og Sara

Decibel får ny direktør

Nyhed

Stella Dyrberg, der i knap 3 år har været direktør i Decibel, har fået nyt job og siger derfor farvel til Decibel. Bestyrelsen ansætter Sara Maria Cordtz som ny direktør.

Stella starter i sin nye stilling som sekretariatsleder på Roskilde Universitet (RUC) i december. Hun vil derfor gradvist afvikle sine opgaver i Decibel i løbet af den kommende måned, mens Sara overtager posten.

“Decibel har helt fra start gået forrest for at sikre, at børn og unge med høretab får lige muligheder i forhold til  normalthørende jævnaldrende”, siger Stella. ”Jeg er stolt over dét, vi som forening har opnået, ikke mindst i løbet de sidste 3 år, hvor vi har nået vigtige milepæle på området, bl.a. permanent forankring af det 3-årige AVT-forløb. Jeg glæder mig til fortsat at følge Decibels udvikling og til forhåbentligt at kunne bidrage på nye måder som frivillig i
organisationen”.

Ny direktør bliver Sara Maria Cordtz, der siden 2017 har været ansat i Decibel, senest i stillingen som  organisationskonsulent. “Jeg ser frem til fortsat at samarbejde med mine dygtige kolleger i sekretariatet og med de seje frivillige i Decibel,” siger Sara. ”I løbet af 2022 har vi sat en række gode projekter i søen som f.eks. vores rådgivningstilbud, som nu skal fastholdes og videreudvikles sammen med nye tiltag. Men fundamentet og vores allervigtigste opgave ændrer vi ikke på – vi er her for at sikre børn og unge med høretab de bedst mulige vilkår”.

Bestyrelsen takker på vegne af alle i Decibel Stella for den store indsats og byder Sara velkommen i den nye rolle.