22. december 2016

Tak for et godt år sammen

Kære alle

Vi i Decibel ønsker jer en glædelig jul og et lykke­bringende nytår.

Tak, fordi I er med til at støtte Decibels arbejde for børn og unge med høretab og deres familier. Et arbejde som bæres igennem af mange frivillige og engagerede personer i samspil med os i Decibel villaen.

I 2016 har vi:

  • delt viden og erfaringer og haft det sjovt. Vi har haft fest for teenagere med høretab, bagt pande­kager over bål og haft besøg af audiologisk bamse­klinik. Nye vigtige venskaber er opstået og gamle holdt ved lige
  • haft optræden af nogle super seje efterskoleelever med høretab på Decibels konference om høretab. Med deres sang mindede de os alle om, hvor meget der er muligt, når vi har troen på det og engagerer os i det
  • haft Decibel villaen fuld af musik, liv og leg for både voksne, børn og flyvende babyer
  • lanceret en ny version af decibel.dk med massevis af viden: Hvad gør man for eksempel, når et barn netop har fået konstateret et høretab? Og hvad sker der i tiden efter folkeskolen? Og hvordan træner man den auditive hukommelse?
  • skabt et univers på decibel.dk for familierne. Her er blandt andet et kort, hvor man kan zoome ind på sin by/sit område og på letteste vis kontakte andre familier og børn med høretab, som bor i nærheden
  • med data fra Decibels forskningsprojekt om AVT og alderssvarende talesprog nået en vigtig milepæl og fået et 3-årigt AVT forløb på Finansloven. Fremadrettet vil småbørn med høretab, uanset høreteknologi, få tilbudt 3 år med AVT. Det kommer til at gøre en verden til forskel!

Endnu en gang tak for jeres støtte og tak til jer nye medlemmer for, at I valgte Decibel. Sammen gør vi en forskel – til gavn for børn og unge med høretab.

Også tak til vores sponsorer og de mange private fonde, som er med til at gøre alt dette muligt.

I 2017 ser vi frem til at fejre Decibels 20 års fødselsdag – det skal nok blive festligt :0)

Vi er tilbage igen d. 4. januar 2017, så på gensyn i det nye år.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Log ind for at skrive en kommentar