Dørskilt med teksten: Her bor Decibel

Jobopslag: Stærk formidler med kendskab til børn med høretab søges til Decibel

Nyhed

Brænder du for at skabe bedre vilkår for børn og unge med høretab? Decibel søger en stærk formidler med indgående kendskab til børn og unge med høretab, der kan klæde forældre og andre pårørende på til at håndtere hverdagen med høretab og hjælpe børnene bedst muligt samt skabe netværk mellem familierne, så de også kan lære af hinandens erfaringer.

Om stillingen

Stillingen er placeret i sekretariatet for foreningen Decibel, som er en landsdækkende forening for familier med børn og unge med høretab. Vi har gennem en lang årrække arrangeret professionelle konferencer, familiekurser og netværksarrangementer med stor tilslutning, og vi står nu overfor at skulle udvikle en række nye kursustilbud til vores medlemmer. Vi har brug for en ny kollega, der brænder for at formidle viden og facilitere netværk på tværs af medlemmerne, og som kan hjælpe os med at bygge videre på vores gode erfaringer fra corona-tiden, hvor webinarer og virtuelle netværksarrangementer blev en stor succes.

Sekretariatet modtager mange henvendelser og spørgsmål fra medlemmer og andre aktører i og udenfor høreverdenen, og du vil derfor også skulle bidrage til medlemsrådgivning og sætte din viden og erfaringer i spil i forhold til forskellige typer af faglige forespørgsler. Du kan i den forbindelse være med til at udvikle et rådgivningskoncept, så vi fx kan målrette vores rådgivning og skabe synergi mellem rådgivningstilbud og kursusudvikling. Endelig ønsker vi at formidle viden til de fagpersoner, der støtter børn og unge med høretab, herunder pædagoger, lærere og PPR-konsulenter i kommunerne.

Dine opgaver bliver altså en bred vifte indenfor faglig formidling, rådgivning og kursusudvikling. Vi har selv en masse ideer, og har et bredt og solidt fundament af relevant viden, der skal bruges til udvikling af tilbuddene, men vi vil også meget gerne høre dine ideer og forslag til nye metoder mm.

Det vil i høj grad være viden om børn og høretab, du skal være med til at formidle, så det er et krav, at du har erfaring med området. Vi forestiller os, at du er audiologopæd eller på anden måde har tilegnet dig viden om børn og høretab. Du behøver ikke være ekspert på det hele, da vi også har et bredt vidensfundament selv.

Vi forventer, at du:

- Har lyst til at være en del af en lille, men ambitiøs NGO med et meget konkret mål om at forbedre vilkårene for børn og unge med høretab
- Har erfaring med området for børn med høretab og fx er uddannet audiologopæd eller lignende
- Brænder for at omsætte og formidle viden til forældre og andre målgrupper omkring børnene, fx lærere, pædagoger og PPR-konsulenter
- Har lyst til at arbejde med rådgivningsopgaver og befinder dig godt i rollen som vejleder/faglig sparringspartner
- Er idérig og trives med at udvikle nye formidlings- og kursustilbud
- Vil bidrage til at facilitere netværksaktiviteter
- Er handlekraftig og målrettet, når de gode idéer skal omsættes til konkret virkelighed
- Nyder den lille arbejdsplads’ mulighed for samarbejde og vidensdeling på tværs af forskellige fagligheder
- Trives i et uformelt miljø og bidrager til den gode stemning

Om os

Decibel er en lille NGO, som arbejder for at sikre bedst mulige vilkår for børn og unge med høretab. Vi arbejder for at skabe og formidle ny viden om høretab, både til børnenes familier, men også til beslutningstagere og andre relevante aktører, fx fagprofessionelle, offentlige myndigheder mm.

Decibel driver et videnscenter, som forsker i børn og unge med høretab samt varetager en dokumentations-funktion for Sundheds- og Ældreministeriet ifm. behandling af børn med høretab.

Decibel ledes af en frivillig bestyrelse bestående af forældre til børn og unge med høretab. Den daglige drift varetages af et sekretariat med i alt 7 medarbejdere, som er beliggende på Lyngbyvej 11, 2100 København Ø. Som daglig arbejdsplads er vi i sekretariatet ambitiøse på børnenes og de unges vegne, og i hverdagen har vi højt til loftet, stor fleksibilitet og masser af plads til både faglig sparring og et stærkt kollega-fællesskab.

Søg stillingen

Der er som udgangspunkt tale om en fuldtidsstilling, men hvis du ønsker en deltidsstilling, vil vi gerne høre fra dig alligevel. Stillingen er til besættelse 1. december 2021 og er i første omgang tidsbegrænset til og med december 2022 - men vi arbejder på højtryk for at skabe mulighed for forlængelse.

Send din ansøgning til decibel@decibel.dk senest den 24. oktober. Vi holder samtaler i uge 43.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at ringe til direktør Stella Dyrberg på tlf. 28687458 (efterårsferie i uge 42) eller skrive en mail på stella@decibel.dk.

Jobopslaget kan hentes som PDF-dokument her: 

Dokumenter