22. august 2018

Artikel: Indtryk fra årets CFH Børnehørekursus

Hvert år i juni måned samles 40 børn og unge i 5 dage på Center for Høretabs Børnehørekursus på Castberggård.

De samles for at:

·        opleve fællesskab med andre børn med høretab,

·        få nye venner,

·        få viden om eget høretab

·        tilegne sig gode strategier til hverdagen

·        lave sjove aktiviteter

kort sagt, få et boost til selvværdsfølelsen.

 

Tilbuddet er til elever i 3.-9. klasse, og deltagerne er inddelt i grupper efter alder – men har også fælles aktiviteter på tværs af grupperne.

I grupperne arbejdes der bl.a. med indsigt i egen hørelse og lytte- og mestringsstrategier. Deltagerne arbejder med at tage ansvar for sin høresituation og afprøver forskelligt høreteknisk udstyr.

 

“Jeg har lært meget om mig selv – og at jeg skal turde stole på mig selv….”  

“De andre bruger alle sammen en streamer – sådan en vil jeg også ha’!”

“Man må gerne lave fejl. Man bliver ikke kigget på som dum, når man spørger igen.”

 

I løbet af ugen arrangeres en fælles udflugt. En anden populær fælles aktivitet er “Dilemma-panelet”, hvor et panel med skiftende deltagere diskuterer svære situationer, som børnene selv har beskrevet.

“Hvad kan man gøre, når klassekammeraterne glemmer at bruge teknikken og bare larmer?”

“Jeg ved, at tekniske hjælpemidler hjælper – men hvordan kommer jeg i gang med at bruge det?”

“Jeg føler mig ensom – hvor skal jeg få ny energi?”

 – er nogle af de dilemmaer, som børnene har formuleret. Og en ung dreng på 14 år’s kommentar om panelet var:

“Det er fedt at få gode råd fra andre ….”

 

I den øvrige tid kaster børnene sig ud i selvvalgte aktiviteter, hvor modet kan udfordres på klatrevæggen, benmusklerne styrkes på mountainbike, penslen kan svinges i det kreative værksted. Man kan få en god snak i “samtalestuen”, deltage i en rask fodboldturnering, finde ro ved yoga, vende pandekager på bål, sige sin mening i videoboxen og kaste sig i sandet ved beachvolley.

 

Når forældrene henter deres barn, får de en snak med gruppelederne om ugens forløb, hvor de opfordres til at støtte aktivt op om de nye kammeratskaber mellem deltagerne.  Flere børn fortæller, at de har haft kontakt med hinanden siden sidste år.

 

Ugen efter kurset videregiver personalet observationer og foranstaltningsforslag til skolens lærere og den kommunale talehørekonsulent fra PPR.

 

Citater fra børnene:

“Det er fedt at være her – søde voksne og masser af nye venskaber.”

Jeg har aldrig prøvet at sove på værelse med én som mig!”

“Hold en plads til mig til næste år.”

 En ung kvinde, som deltog i børnehørekurser som barn, har fortalt:

“Man får venskaber for livet. Man lærer hinanden at kende ud over høretabet, man får udfordrende lege, hvor man kommer ind på hinanden på en anden måde.”

 

Næste års Børnehørekursus ved Center for Høretab er d. 16.-20.6.2019, og det kan søges gennem hjemkommunens PPR.  

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Log ind for at skrive en kommentar