Portræt af Jane Lignel Josvassen fra Decibels videnscenter

Gode råd ved corona-genåbning

Nyhed

Decibels audiologopæd Jane Lignel Josvassen giver gode råd om høreteknologien, når skolerne genåbner igen.

I denne uge genåbner de fleste skoler og børnene vender tilbage til undervisningen og deres venner efter fire uger derhjemme. Det selvfølgelig gælder også børn med høretab og høreteknologi. Men det er en ny skole-hverdag, der venter børnene. Med håndvask, udeundervisning og stort fokus på hygiejne. Så hvordan takler man høretekniske hjælpemidler i klassen og hvordan sikrer du, at dit barn kan følge med, hvis en stor del af undervisningen bliver afviklet under åben himmel? For børn med høretab har selvfølgelig stadig ret til at få fuldt udbytte af undervisningen.

Decibels audiologopæd Jane Lignel Josvassen fortæller her om, hvordan du som forælder hjælper dit barn bedst i denne særlige tid. Det handler om at være kreativ og finde på alternative løsninger.

Hvordan kan man som forælder bedst hjælpe sit barn med høreteknologi, når det skal tilbage i skole? 

”Forældrene kan rette henvendelse til skolen, for at lave en klar aftale med dem om, hvad der kan lade sig gøre. Bagefter kan de så fortælle barnet om den aftale, der er indgået og hvorfor,” foreslår Jane Lignel Josvassen.

Hvordan kan man bedst hjælpe læreren? 

”I må diskutere mulighederne for alternative løsninger med læreren. Der kan være flere løsninger afhængig af, hvilket udstyr barnet har til rådighed”, siger Jane Lignel Josvassen.

”Hvis man har elevmikrofoner i klassen, så kan man undersøge om de tåler afspritning (her skal I kontakte forhandleren) eller alternativt dedikere mikrofonerne til nogle bestemte børn, der har dem fast. Så må læreren gentage de inputs, der kommer fra de øvrige børn. Når enkelte elever stadig bruger elevmikrofonerne, så bibeholdes noget af den gode læring der kommer af at lytte til andre børns pragmatiske sprogbrug. Man kan eventuelt sætte en midlertidig mærkat på mikrofonen med barnets navn på”.

”Ved lærermikrofon/streamingmikrofon, kan læreren muligvis afspritte den efter endt brug (kontakt forhandleren). I kan også vælge, at den vigtigste lærer, som har mest klassekontakt, altid bruger den. Det er bedre at bruge lærermikrofonen i en given udstrækning end slet ingen brug – det sikrer, at eleven med høretab får mest muligt med af undervisningen”.

”De lærere, der ikke bruger lærermikrofon, bør sørge for at barnet med høretab bliver placeret tættest muligt på læreren. Læreren skal også sørge for ikke at bevæge sig for meget rundt i klassen. Hvis der er stor afstand til læreren, betyder det i kombination med støj, at barnet med høretab ikke hører, hvad læreren siger.

Hvad skal læreren være særligt opmærksom på, hvis børnene skal være ekstra meget ude?

”Brug så vidt det er muligt lærermikrofon eller streamingmikrofon ved udendørs undervisning, og sørg for at barnet med høretab er tæt på læreren, når der gives beskeder til alle. Spørg ind til barnets oplevelse af brugen udendørs, da der kan være udfordringer med for eksempel vindstøj. Måske betyder det noget, hvordan man stiller sig i forhold til at skærme mikrofonen.”

Hvordan kan man hjælpe læreren med at tage en god dialog med de andre forældre om høretekniske hjælpemidler som for eksempel mikrofoner og smittefare? 

 ”Læreren kan invitere forældrene til samarbejde omkring denne udfordring og allerede have undersøgt alternative muligheder, som bedst muligt tilgodeser alle behov. Målet er at minimere den negative effekt, som manglende brug af tekniske hjælpemidler har for barnet med høretab,” slutter Jane Lignel Josvassen.