Mor holder en dreng på 6 måneder som smiler til sin AVT-terapeut.

Evaluering af det 3-årige AVT-forløb 2017-2021

Nyhed

Siden 2017 har Decibel varetaget dokumentations- og vidensfunktionen i det 3-årige AVT-forløb, som løber til frem til udgangen af 2022. Nu er den indsamlede viden udgivet i en afsluttende evalueringsrapport, der skal danne grundlag for fremtidig permanent forankring af forløbet.

For more information about the evaluation in English, click here

Først og fremmest viser evalueringsrapporten, at børnene i det 3-årige AVT-forløb klarer sig rigtig flot.  Evalueringen dokumenterer bl.a., at:

  • 84% af den samlede børnegruppe (i alt 360 børn) opnår alderssvarende talesprog efter tre år med AVT. Tidligere var det kun 30%, der opnåede alderssvarende talesprog. Hvis man kun ser på børn, hvor der udelukkende tales dansk i hjemmet, opnår 92 % alderssvarende talesprog.
  • 87% af familierne gennemfører alle 3 år i AVT-forløbet og oplever at kunne bruge læringen fra AVT til at styrke deres barns sprogudvikling efterfølgende.

 

AVT-behandlingen giver børnene de bedst mulige forudsætninger for fuld inklusion i skolesystemet, på arbejdsmarkedet mm. Dette giver helt åbenlyse store individuelle og samfundsmæssige gevinster. Derfor er målet nu at gøre AVT til en permanent del af behandlingen for alle børn med høretab. På baggrund af de flotte resultater munder rapporten ud i 6 klare anbefalinger fra styregruppen for det 3-årige AVT-program:

  • Den 3-årige AVT-behandling skal fortsættes og forankres permanent i sundhedsvæsenet
  • AVT-behandlingen skal inkludere alle børn med behandlingskrævende høretab og tilbydes tæt på børnene
  • Den høje kvalitet i AVT-behandlingen skal fortsat sikres via uddannelses- og kapacitetskrav
  • Der skal udarbejdes en helhedsplan for børnegruppen samt etableres en landsdækkende monitorering
  • Der skal skabes mere viden om børn, som ikke profiterer tilstrækkeligt af AVT-behandlingen
  • Styrket samarbejde mellem AVT-centrene og kommunen

 

Den grundige dokumentation i rapporten viser helt tydeligt, at det virkelig kan betale sig at investere i børnenes fremtid, og at de tre AVT-centre gør et fantastisk arbejde for børnene. Derfor skal det 3-årige AVT-forløb selvfølgelig fortsættes, når midlerne til det nuværende program udløber med udgangen af 2022. Vi arbejder benhårdt for, at forløbet fra 2023 og frem bliver forankret permanent i sundhedsvæsenet som et tilbud til alle børn med behandlingskrævende høretab.
Stella Dyrberg, direktør i Decibel

Evalueringsrapporten kan downloades her: