5. december 2012

Accepter og grib høretabet – Landskursus på Hotel Legoland 2012

Fru Fernando Møghe, dynami, isbjerge og en jazzsangerinde. Hvad har det tilfælles? Mere end man lige skulle tro, viste det sig, da vi satte fokus på livet med høretab på årets familiekursus på Hotel Legoland. I år deltog 70 familier, og der var masser af gode bud på, hvad der er vigtigt, når vi skal støtte og ruste vores børn og unge til et liv med høretab.

Spinkel og ungdommelig er de første ord, der falder mig ind, da Lotte Rømer træder op på scenen søndag formiddag – andendagen på årets familiekursus i Legoland. Men med sin fremtoning og sin stemmes kraft slår hun benene væk under os. Og efter en kort fortælling om hendes eget meget kraftige høretab, går hun lige på og hårdt med sandheder:

– Det er så vigtigt, at I forældre giver jeres børn troen på, at det er i orden at have et høretab, ellers så forplantes jeres egen usikkerhed hos dem, begynder hun. Følelsen af at være uden for fællesskabet skubber til vores urangst, derfor er det virkelig svært, når ens høretab gør, at man ikke kan få fat i alt, hvad de andre siger og derfor nogle gange kommer til at virke anderledes end de andre, fortsætter hun.

Helt i tråd med, hvad Niels-Henrik M. Hansen, Center for Ungdomsforskning, fortalte, da han begyndte morgenen med sit foredrag om hvordan danske unge med høretab lever med deres handicap. Han kunne fortælle, at fordi høretabet har så stor en indflydelse på kommunikationen med andre mennesker, så er det det mest identitetsindgribende handicap. Og da høretabet ikke er en konstant størrelse – hvis der er støj omkring dig betyder det måske meget, mens det i andre sammenhænge ikke betyder noget, fordi du sagtens kan høre, hvad der bliver sagt – så tænker de unge i hans forskningsprojekt, at høretabet ikke betyder noget. Men det gør det bare alligevel, viser hans undersøgelser. For mange af de unge, som har deltaget i studiet, har ikke haft troen på deres egne evner.

Netop derfor mener Lotte Rømer også, at det er vigtigt, at vi lærer vores børn og unge at turde forandringer. At turde være anderledes. Og blive dygtigere til at være anderledes:

– Vær opmærksomme på, hvad jeres børn er gode til. Hvad de synes er sjovt. Og gør så noget ud af det, så de kan få en naturlig selvtillid ved at vide, at de er gode til noget. I må for alt i verden ikke overbeskytte jeres barn og tage ansvaret for, hvad det hører. I er ikke dets støttepædagog i sociale sammenhænge. Søg viden og tag det som en udfordring og prøv at forstå, hvad det vil sige at leve med høretabet.

Og så er det ifølge Lotte Rømer vigtigt, at forældre fast snakker med vores barn om, hvordan det går. Og når barnet er gammelt nok, at vi giver det mulighed for at tale med andre end forældrene om livet med høretab – det kan være en voksen med høretab eller en psykolog.

Man kan læse meget mere om Lotte Rømers betragtninger om livet med høretab og de strategier, der kan hjælpe eller skade i hendes bøger: “Hva’“ og “Hva’ så”.

Hold fokus på isbjerget
Niels-Henrik M. Hansen har i mange år forsket i unge med høretab og hvilke konsekvenser, høretabet har for deres liv. De unge er vokset op med høreapparater og de er vokset op i en tid, hvor høreapparatteknologien ikke var lige så langt fremme som i dag, og hvor de høretekniske hjælpemidler heller ikke var lige så gode, som de er i dag. Det er altså ikke helt sammenligneligt med mindre børns muligheder og udfordringer i dag, hvor de er hjulpet af en bedre teknologi og deres høretab er fundet i de helt tidlige år. På trods af forskellige forudsætninger de forskellige ‘generationer’ imellem, så er der alligevel en grundlæggende viden, som vi kan bruge til at støtte vores børn og unge i dag.

På overfladen ser høretabet ikke ud af noget, men man kan i følge Niels-Henrik M. Hansen sammenligne høretab med et isbjerg: 1/10 er over overfladen og 9/10 under overfladen og støder man ind i det, så kan man synke. Og selvom de unge adspurgte ikke mener, at deres høretab betyder noget, så er der alligevel nogle anderledes mønstre, når man sammenligner med deres normalthørende jævnaldrende.

Positivt er det, at der ikke er nogen statistisk forskel på niveauet i grundskolen. Men når det drejer sig om oplevet livskvalitet, så er udfaldet mere blandet og det ser ud til, at det bliver sværere, når de bliver ældre (25 – 30 år). Ifølge Niels-Henrik M. Hansen skyldes det, at de oplever at hænge fast i normaliteten – det de selv mener, der forventes af dem som en del af det ‘normale’ samfund. Derfor understreger han, at vi skal passe på ikke at undervurdere høretabet, og vi skal være opmærksomme på, om høretabet også accepteres under overfladen af den unge.

Fru Møghe-effekten
I Niels-Henrik M. Hansens studier har det vist sig, at mobning er et signifikant problem – 25% flere i gruppen af unge med høretab har oplevet mobning end blandt deres normalthørende jævnaldrende:

– Hvis den handicappede skiller sig ud eller fremstår anderledes, så må man gerne mobbe. Men fordi man ikke må mobbe på grund af selve handicappet, så finder de noget andet at slå ned på, forklarer Niels-Henrik M. Hansen. Han fortsætter:

– Jeg kan slet heller ikke genkende mediernes fremstilling af unge som ligeglade og ansvarsløse. De unge jeg har mødt er dybt ansvarlige og tager hurtigt ansvaret på sig selv og tror, det er deres skyld, hvis de ikke passer ind.

Problemet er, at de unge ikke får defineret, hvad høretabet betyder for dem i den situation, de er i. Derfor gør andre det for dem, og så er det Fru Fernando Møghe, som toner frem på nethinden med sin råben, sin vranten og apartehed.

Det bliver tydeligt, når de unge med høretab skal ud på arbejdsmarkedet: De unge vurderer selv, at de er dårligere arbejdskraft. Og fordi de ikke selv går ind og definerer, hvad høretabet betyder for deres arbejdssituation, så gør arbejdsgiveren det – og så er vi tilbage til Fru Møghe-effekten. Derfor er det en forældreopgave at lære sit barn at definere betydningen af høretabet, så de med alderen kan fortælle den ‘rigtige historie’ og ikke lade det være op til folk selv at danne forestillinger.

Høretab er dynamisk
– Problemet er, at samfundet tror, at vi har afhjulpet høretabet, og i øvrigt opfatter høretabet som en fast størrelse. De unge selv tager ansvaret på sig og tror, at hvis noget er svært for dem, så er det nok deres egen skyld frem for det faktum, at de har et høretab. De tror også, at høretabet er afhjulpet – det er jo løst, de kan godt høre, fortæller Niels-Henrik M. Hansen, mens han peger på et audiogram, der viser, hvordan en persons hørelse er løftet op i området for normal hørelse.

Men et høretab er dynamisk. I nogle situationer betyder det intet, mens det i andre situationer betyder alverden. Udfaldet bestemmes af lydmiljøet, tilgængelige ressourcer og kommunikationens karakter. Mere end 66 % i Niels-Henrik M. Hansens studier finder small talk svært. Noget som Lotte Rømer efterfølgende har adskillige humoristiske eksempler på i sit foredrag – for det går som oftest galt for hende. Og på den vis komplementerer Lotte Rømer og Niels-Henrik M. Hansen hinanden denne søndag formiddag, hvor vi er 70 familier samlet om livet med høretab.

Man kan læse mere om Niels-Henrik M- Hansens studier af unge med høretab i bogen: ‘Når øret klør. Høretab, trivsel og integration blandt unge hørehæmmede’, som er skrevet på baggrund af hans Ph.D. projekt.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Log ind for at skrive en kommentar