Hverdagen med høretab

Du er her: Forside / Hverdagen med høretab / Mødet med det offentlige / Tale-hørekonsulenten

Tale-hørekonsulenten

Din tale-hørekonsulent (i nogle kommuner tale-hørepædagog) sidder i kommunens PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), og Socialstyrelsen anbefaler, at PPR tilbyder en tale-hørepædagogisk indsats til dit barn, så snart de får besked fra sygehuset om dit barns høretab. Tale-hørekonsulentens primære opgaver:

  • Iværksætte et forløb og vejlede dig i, hvordan du bedst støtter dit barns sproglige og auditive udvikling i hverdagen
  • Følge dit barns sproglige, auditive og kommunikative udvikling.  Følger dit barn ikke den normale udvikling, er det din tale-hørekonsulents ansvar at igangsætte et forløb med fokus på normal sprogligeudvikling
  • Fungerer også som sparringspartner for dit barns pædagoger og lærere i forhold til høretabet og mulige tiltag og forbedringer i institutionen eller skolen (f.eks. forbedring af akustik og høretekniske hjælpemidler)
  • Laver sproglige test med dit barn

Gode råd til samarbejde med din tale-hørekonsulent:

  • Tale-hørekonsulenten har viden om børns auditive og sproglige udvikling – du kender dit barn. Byd ind med det du ved for at fremme dit barns forløb, og spørg, hvis der er noget, du har brug for at få uddybet
  • Deltag, så vidt muligt i udredning, testning og undervisning af dit barn
  • Skriv dine observationer omkring dit barns sprog og hørelse ned, og tag dem med til tale-hørekonsulenten. På den måde har I nogle konkrete hverdagseksempler at samarbejde ud fra
  • Sørg for at både du og tale-hørekonsulenten skriver jeres fælles aftaler ned
  • Send gerne en e-mail til tale-hørekonsulenten med punkter som du har brug for at få vendt  inden jeres næste møde
  • Det kan være en god idé at tage en snak om, hvilket grundlag tale-hørekonsulentens rådgivning, undervisning og målsætning tager afsæt i – og få bekræftet at dit barns mål  er sat ud fra normaludvikling
  • Vær opmærksom på at der kan være længe imellem, at din kommunale tale-hørekonsulent møder et barn med høretab, og derfor ikke altid har fuldstændig opdateret viden på området