Hverdagen med høretab

Du er her: Forside / Hverdagen med høretab / I skole med et høretab / Venskaber i skolen

Venskaber i skolen

I Decibel anbefaler vi altid, at du lærer dit barn at være åben om sit høretab og giver dit barn informationer og gode handlemuligheder, som er tilpasset dit barns alder. At dit barn kan fortælle om sit høretab, og de udfordringer som kan følge af det, er et godt grundlag for at opbygge gode venskaber. Det kan du læse mere om i afsnittet om hørestrategier.
Her er en masse gode idéer til, hvordan du bakke op om, at dit barn får opbygget nogle gode venskaber.

billede legoland 2015

I de mindste klasser kan du:

  • Hjælpe dit barn med at få lavet legeaftaler. Hav f.eks. et mål om en legeaftale om ugen
  • Lave legeaftaler hjemme hos dig selv, så du kan se, om dit barn er udfordret i nogle specifikke situationer. Er det tilfældet kan du efterfølgende hjælpe dit barn, så det er bedre rustet næste gang
  • Hente tidligere til en legeaftale, så dit barn har mere energi til legeaftalen
  • Lære dit barn reglerne for de forskellige lege, som typisk leges – f.eks. ’Jeg melder krig mod’, ’Ost’ og ’Virus’

I skolen kan de:

  • Lave legegrupper, hvis der er forældreopbakning i klassen. Det giver dit barn mulighed for at få leget med forskellige børn, som dit barn måske ikke selv ville vælge eller tænke på i første omgang
  • Lave aftaler for frikvartererne: Hvilke lege skal der leges, og hvem er med til legene

Nogle forældre fortæller, at det kan være svært for deres barn at følge med i en hurtigt skiftende leg. Her handler det om, at dit barn har nogle gode hørestrategier for at kunne fortælle, hvis han/hun ikke hørte, hvad der blev sagt. Lær dit barn, at det er okay at sige stop, hvis han/hun ikke lige hørte, hvad der nu skal ske.

Når børnene bliver lidt ældre kan det være en god idé at tænke i, at de ud over deres venner i skolen, på vejen og i fritidsklubben også deltager i aktiviteter for andre med høretab. Det kan f.eks. være på et børnehørekursus, som ofte er et sommerkursus med masser af børn og unge med høretab, hvor de i en uges tid sætter fokus på høretab gennem sjov og leg. Det kan også være på Decibels teencamps, som er for de ældre børn og unge. Tjek Decibels aktiviteter her.