Hørehistorie: Gymnasiestart krævede åbenhed

Du er her: Forside / Hørehistorie: Gymnasiestart krævede åbenhed

Hørehistorie: Gymnasiestart krævede åbenhed

Zenia fortæller om overgangen fra folkeskole til gymnasium

”Min største frygt ved at skulle starte i gymnasiet var, om jeg ville kunne høre godt nok i undervisningen. Det krævede nemlig, at de kunne vænne sig til at bruge mikrofoner og teleslynge i klassen, og det havde de haft svært ved i 9. klasse”, fortæller Zenia, der har et høretab.

Hun er 17 år, bor med sine forældre og fem søskende i Vojens og afsluttede sidste år folkeskolens afgangsprøver. I dag går hun på Haderslev Gymnasium, hvor der er cirka 30 elever i klassen.

”Jeg fik almindelige høreapparater, da jeg var helt lille. Da jeg var 7 år, fik jeg CI på højre øre, og da jeg var 13 fik jeg CI på venstre øre,” fortæller Zenia.

Hun føler, hun hører rigtig godt i dag, men hun er udfordret i undervisningssituationer og er afhængig af de høretekniske hjælpemidler, hvis hun skal have det hele med.

IMG_8563

Folkeskolen var tryg

Det meste af folkeskoletiden var en tryg tid for Zenia. Alle elever og lærere kendte til hendes høretab og tog de nødvendige hensyn i klassen. Alle brugte mikrofoner, og det var aldrig noget, Zenia selv skulle tage stilling til.

Skolen havde klassespor fra 0.-8. klasse, og det var først, da hun startede i 9. klasse på en ny skole, at hun oplevede udfordringer.

”Det var et nyt sted, hvor ingen kendte til mit høretab. Jeg kom ind i en eksisterende klasse, hvor de ikke havde været vant til at bruge mikrofoner. De vænnede sig aldrig til det, og jeg gjorde heller ikke så meget for det”, fortæller Zenia, der var genert og havde svært ved at tage initiativ til at tale om høretabet.

Oplevelsen i 9. klasse var medvirkende til, at hun var bekymret for at starte på gymnasiet.

Tryghed var nøglen til åbenhed

”Jeg havde ikke noget at frygte. Det har været helt anderledes i 1. g. Alle er enormt hjælpesomme og nysgerrige, og der er ingen problemer med at bruge mikrofonerne”, forklarer Zenia.

Efter en uge tog hun bladet fra munden og talte åbent om sit høretab og sine behov.

”Vi havde været til samtale på gymnasiet inden start, og lærerene kendte godt mine behov. Alligevel var det mig, der skulle tage initiativ i forhold til at tale om det. Ellers blev der en mærkelig distance mellem mig og mine kammerater, og de forstod ikke, hvorfor de skulle bruge de mikrofoner”, fortæller Zenia, der oplever, det er blevet nemmere og nemmere som tiden er gået det første år i gymnasiet.

”Jeg har lært mine klassekammerater meget bedre at kende. Det bliver der gjort meget ud af i gymnasiet, og det gør en stor forskel. Det er meget nemmere at forklare sine behov til folk, man kender. Det handler om tryghed”.

Åbenhed tackler udfordringerne

”Jeg føler mig ikke begrænset, men jeg har nogle konkrete udfordringer. Mine kammerater vil gerne spise frokost og holde pauser i den store kantine på skolen, men der hører jeg ikke særlig godt, så jeg foretrækker at spise i klasselokalet”, fortæller Zenia.

Det betyder, at hun må være åben om sine behov, for at hendes kammerater forstår, hvorfor hun ikke altid går med derhen, hvor de andre naturligt er.

”Det er helt ok nu. Jeg er blevet god til at fortælle dem, hvor og hvorfor jeg tager de valg, jeg gør”, forklarer Zenia. Hun synes, kammeraterne er blevet gode til at forstå hendes udfordringer.

”De er gode til at spørge mig, og jeg svarer altid på deres spørgsmål; Hvorfor er det nødvendigt at bruge mikrofoner? Hvordan er det egentlig, du hører? Hvad kan jeg gøre, for at du hører mig bedst muligt?”, fortæller Zenia, der svarer nej til, at hun føler sig udenfor eller anderledes.

”Det tænker jeg aldrig over. Folk forstår godt, at de skal tage hensyn til mit høretab. Jeg har altid følt mig accepteret”.

Teknikken er vigtig

I klasselokalet bruger både eleverne og læreren mikrofoner, der går via teleslynge til Zenias CI´er, og det gør lyttesituationerne nemmere for Zenia. Alligevel er der tidspunkter, hvor mikrofonerne ikke er nok.

”Når vi har gruppearbejde eller debat og diskussioner, skal jeg koncentrere mig rigtig meget. Der er flere, der taler, og det går hurtigt. Jeg kan fint følge med, men jeg er træt i hovedet bagefter”, forklarer Zenia.

Hun har dage, hvor hun er mere udmattet end andre.

”Jeg betragter det som et vilkår. Det er bare sådan, det er. Jeg føler ikke, det er et problem. Jeg kan det samme som alle andre, selvom det nogen gange kræver lidt mere af mig”.

Zenia forklarer, at det er sådan til fester og i andre sociale sammenhænge, hvor der ikke er de bedste lytteforhold.

”Jeg kan sagtens holde ud at være til fest med høj musik, men jeg får ikke al talen med. Men det er fint at sidde med veninder og baggrundsmusik og snakke”, fortæller Zenia, der igen betragter det som helt ok.

”Det er mit vilkår”.

Ikke brug for identifikation

”Når jeg støder på udfordringer og svære ting, snakker jeg med min familie eller veninder om det. Det er ikke sådan, at jeg søger andre med høretab”, fortæller Zenia og skynder sig at forklare, at hun ikke har noget imod at være sammen med andre, der har et høretab. Men hun føler ikke, at hun har brug for det.

”Det mest naturlige for mig er at tage tingene, når de opstår med de mennesker, der er i nærheden. Jeg tænker ikke, at mine høreudfordringer er så særlige. Andre unge har alle mulige andre ting, som de har brug for at tale med deres nærmeste om. Det er det samme”, mener Zenia.

”Jeg er døv. Men jeg fungerer stort set som en hørende, og jeg har kun brugt tegnsprog for min storebrors skyld. Aldrig for min egen. Det er ikke mit høretab, der definerer mig”.

Efter gymnasiet vil Zenia måske være sygeplejerske, men hun er ikke afklaret endnu. Det må tiden vise.

Zenias bedste råd til andre unge med høretab

• Vær åben om dit høretab. Det er en god ting at fortælle andre om dit høretab og dine behov. Hvad skal der til for at du får det bedste ud af den enkelte situation?
• De fleste der tager det skridt vil opleve at det bliver meget bedre og nemmere, når man har sagt det. Alle omkring én vil gerne gøre det bedste – de skal bare vide, hvad de skal gøre

Om Zenia

Zenia bor i Vojens med sin familie. Hun går på Haderslev Gymnasium i 1. g i foråret 2015.
Zenia er ud af en søskendeflok på seks børn, hvoraf tre har CI og tre er normalthørende.
I 2014 afsluttede Zenia Folkeskolens afgangsprøver.

Af Mette Bau, april 2015