Hørehistorie: Fra specialskole til lokal folkeskole

Du er her: Forside / Hørehistorie: Fra specialskole til lokal folkeskole

Hørehistorie: Fra specialskole til lokal folkeskole

Alle professionelle mente, at Mathias ville være bedst stillet på en specialskole. Efter to år flyttede forældrene ham alligevel til den lokale folkeskole. Hør hvorfor og hvordan det gik.

”I starten var vi glade for specialskolen. Der var styr på teknikken, det faglige var fint, og lærerne havde mange ressourcer og masser af erfaringer omkring børn med høretab. Men efter noget tid, oplevede vi simpelthen, at forventningerne til børnene ikke var særlig høje”, fortæller Laila Harborg, der sammen med Thomas Harborg er forældre til Mathias.

I dag går han i 4. klasse.

I slutningen af første klasse besluttede de, at Mathias skulle skifte fra den specialskole for børn med høretab, som de professionelle, mente var bedst for ham, til den lokale folkeskole, hvor hans hørende tvillingebror Jonathan gik. Det har de ikke fortrudt. Tværtimod.

Specialsystem som overgang

”Vi ville egentlig gerne have haft Mathias på vores lokale folkeskole fra starten, men børnehaven, PPR og børnepsykologen mente ikke, at han var klar til det. De var bange for, at han skulle stå for meget på tæer for at klare det”, fortæller Laila Harborg, der lyttede mere til de professionelle end til sin egen mavefornemmelse.

”Der var ikke noget galt med specialskolen som sådan. Men vi oplevede, at forventningerne til børnene var lave, og de blev gjort mere handicappede, end de var. Der var hele tiden et skel mellem dem og de hørende børn, og det var langt fra vores egen tankegang”, fortæller Laila.

Både Thomas og Laila har altid været af den overbevisning, at det var bedst for børn med høretab at komme ud blandt hørende børn så tidligt som muligt. Derfor havde forældrene også et ønske om, at specialskolen var en midlertidig løsning.

”Vi har aldrig opfattet Mathias høretab som noget, der gjorde ham handicappet. Men selvfølgelig skulle der tages hensyn til hans udfordringer,” fortæller Thomas, der forklarer, at
selvom specialskolen var den ”perfekte” skole på papiret, var der problemer.

Eleverne med høretab havde meget forskellige behov. I forældrenes verden, var erfaring med høretab, god akustik og tekniske hjælpemidler ikke nok.

Stod ved siden af de hørende

”Der var trivselsproblemer i Mathias´ klasse, og det var nok grunden til, at vi tog action på det tidspunkt, vi gjorde”, fortæller Thomas.

Forældrene havde i noget tid oplevet, at de tænkte meget anderledes end lærerne på skolen.

”Det var som om høreklasserne på skolen blev handicapgjort. Hvis der var arrangementer på skolen, var høreklassen på sidelinjen i forhold til de normalthørende børn. Det var for eksempel kun de hørende børn, der optrådte med sang og børnene med høretab stod ved siden af”, fortæller Laila.

”Det var hele tiden laveste fællesnævner, der afgjorde, hvad klassen og eleverne kunne få af muligheder”, fortæller Thomas, der begyndte at overveje andre skoler. Var der andre ting, der talte for et skift?

”Transporten hver dag var også lang. Mathias´ skoledag var længere end alle andres, og han kunne ikke have fritidsaktiviteter efter skole. Det blev mere besværligt med kammerater og et socialt liv,” fortæller Thomas, der kunne se , hvor mange flere muligheder Mathias´ tvillingebror Jonathan havde, fordi hans skole lå lokalt.

_NJ00320_NJ00319 (1)

Opbakning var vigtig

”Vi havde kontakten til den lokale folkeskole, fordi Jonathan gik der, så på den måde, var det nemt at vælge, hvor han skulle flytte hen. De kendte os og Mathias”, fortæller Laila.

Forældrene havde nogle gode snakke med skoleledelsen, lærerne og PPR inden de tog den endelige beslutning. Skolen havde ikke haft børn med høretab før, men hverken Thomas eller Laila så det som et problem.

”De bakkede os fuldstændig op og var meget engagerede. Det gjorde det nemt, fordi mavefornemmelsen var god,” fortæller Laila.

Mathias fik også fuld opbakning fra kommunen og startede med fuld støtte i alle timer, så alle var sikre på, at skiftet foregik bedst muligt.

”Mathias blev ked af at skulle skifte skole. Han havde gode venner på den gamle skole, men efter 14 dage havde han nye venner og var glad igen”, fortæller Laila, der er lykkelig over skoleskiftet.

”Det gav ham pludselig en hverdag som alle andre børn. I hans nærmiljø”.

Samarbejdet med den nye skole

”Vi rykkede fra en skole, hvor alle kendte til høretab og vidste præcis, hvad de skulle gøre i dagligdagen og så til en skole, hvor ingen vidste noget. Vi rykkede også fra en skole, som havde den bedste akustik og som var indrettet optimalt til børn med høretab og så til en skole, som var det modsatte. Det krævede en del mere fra vores side”, fortæller Laila.

Forældrene skulle give viden videre til skolens lærere, og de måtte sætte sig mere ind i både akustikproblemer og teknikmuligheder på den nye skole. Det var nødvendigt, at de selv kom på banen omkring Mathias behov, for skolen havde ikke den specialviden.

Alligevel har det været det hele værd.

”Skolen har været lydhør hele tiden, og vi havde PPR med indover fra starten. Vi har hele tiden samarbejdet om at få skabt det bedste tilbud til Mathias. Derfor har vi ikke tænkt så meget over, at vi skulle være mere på banen. Det gav god mening”.

”Vi har sagtens kunne skabe de optimale rammer for Mathias gennem et godt samarbejde med skolen. Derfor har det været vigtigere for os at opleve høje forventninger til Mathias og et engagement på hans vegne”, forklarer Thomas.

Forældrene snakkede også med alle forældrene i Mathias klasse inden skolestarten.

”Vi fortalte, hvem Mathias var. Hvad hans høretab betød, og vi gjorde en del ud af, at de ikke skulle være bange for at have ham med hjem. Det gav en masse gode spørgsmål; Kunne han høre, hvis de kaldte fra haven? Hvad skulle de være opmærksomme på? Osv.”.

Bekymringerne var kun tanker

Selvom skoleskiftet på mange måder var en god oplevelse, så var det ikke uden bekymringer.

”Vi tænkte over om han ville falde til på den nye skole, eller om han ville falde udenfor. Vi overvejede også om støjniveauet ville blive et problem. Han gik fra en klasse på 9 elever til en med 20 børn”, fortæller Thomas, der ikke bekymrer sig i dag.

Mathias er faldet godt til og forældrene er helt trygge, fordi lærerne hele tiden har opmærksomhed på hans specielle behov.

For både Laila og Thomas har det sværeste i hele processen været at nå til erkendelsen om at rykke Mathias i første omgang. Da beslutningen først var taget, tog de et skridt ad gangen.

”Det var svært at tage en beslutning, fordi der ikke var fuld opbakning omkring os. Specialskolen var ikke enige i vores valg, men denne gang lyttede vi til vores mavefornemmelse, og den holdt”, forklarer Laila.

Samarbejdet i dag

”I dag har vi en meget tæt dialog og et godt samarbejde med skolen. Vi holder 3-4 ekstra møder om året og diskuterer alle de forhold igennem, som har betydning for Mathias’ skolegang”, forklarer Thomas.

Han ser de ekstra møder som helt nødvendige. De sikrer, at Mathias får de specielle hensyn, han har krav på.

”Vi analyserer Mathias dagligdag både i forhold til det faglige og hans trivsel. Vi finder konkrete problematikker og finder løsninger, og så kigger vi hele tiden frem i tiden. Kommer der nye fag eller andet, hvor vi skal være på forkant?”, forklarer Thomas og indskyder også, at Mathias ikke skal gøres speciel.

Det handler om at imødekomme hans behov, men på en måde, så han kan bevare den samme dagligdag som sine klassekammerater.

Mathias er glad for at gå i skole, men har svært ved at tackle baggrundsstøjen. Det er et af de områder, som bliver diskuteret i skole-hjem-samarbejdet lige nu. Skal han for eksempel have nogle pauser i løbet af dagen?

”Mathias er meget til struktur og regler. Og der er meget larm i klassen, og det er noget af det, der skal tackles lige nu”, fortæller Laila.

Hun slutter eftertænksomt af med den største læring, hun og Thomas har haft gennem forløbet:

”Det har helt klart været det bedste for Mathias at være på den lokale folkeskole – også selvom der er udfordringer. Hvis vi fik et barn med høretab igen, ville vi slet ikke været i tvivl; det barn ville starte direkte på den lokale folkeskole”.

Mathias’ høretab

Mathias fik konstateret sit høretab, da han var 1 år og 10 måneder. Høretabet blev opdaget ved sundhedsplejerskens Boeltest. Herefter blev Mathias udredt på audiologisk afdeling og blev konstateret døv. Han fik sit første CI, da han var 2,5 år og det andet, da han var 3 år.
I dag har Mathias støtte i skolen, men hovedsageligt fordi han har læsevanskeligheder og har brug for ekstra hjælp på det område.

Laila og Thomas: 7 gode råd om skoleskift – fra specialskole til lokal folkeskole

Det er vigtigt, at…

  1. I har et godt samarbejde med den nye skole. Skolen skal samarbejde omkring barnets særlige behov, og det skal I sikre jer, at de vil
  2. I sikrer jer, at der er engagement omkring høretabet på den skole, I vælger. Det er altafgørende for succes
  3. I inddrager PPR og skoleledelsen inden barnet starter
  4. I gør jer nogle ideer om, hvad der skal til for, at jeres barn kan klare det. I kender jeres barn bedst, og ved hvad der skal være til stede af hjælpemidler og informationer
  5. I er indstillet på løbende at give viden om teknik, akustik og behov grundet høretab til skolen. Mange almindelige folkeskoler har ikke nødvendigvis den viden, de skal bruge for at hjælpe barnet bedst muligt. I skal som forældre være mere på eller finde de fagpersoner, der kan give skolen den viden
  6. I holder løbende møder og aftaler et udvidet skole-hjem-samarbejde, der går på barnets behov i forhold til hørenedsættelsen. Vi anbefaler 3-4 ekstra møder om året
  7. I inddrager de andre forældre, så de ikke bliver forskrækkede over høretabet. Fortæl åbent om behov og muligheder. Mange af de tiltag, der skal sættes i værk i klassen for barnet med høretab, kommer alle børnene til gode. Brug den viden aktivt

Af Mette Bau, april 2015