Katrine Gade Christiansen

Nyt ansigt i bestyrelsen: Mød unge-repræsentant Katrine

Nyhed

Katrine Gade Christiansen blev valgt som unge-repræsentant til Decibels bestyrelse på generalforsamlingen i marts.


Katrine er 24 år og har CI på begge ører. Hun er opvokset i Aalborg, men bor i dag i København, hvor hun studerer på CBS.

Hvorfor vil du gerne være en del af Decibels bestyrelse?

Jeg har meldt mig på banen som unge-repræsentant, fordi jeg hele min barndom har været en del af Decibel med min familie, hvor vi bl.a. har deltaget på familiekurser i Legoland. Jeg vil rigtig gerne være med til at give noget tilbage til foreningen nu, fordi jeg selv har fået meget ud af at være med, da jeg selv var yngre.

Hvad glæder du dig mest til at bidrage med?

Først og fremmest vil jeg gerne bidrage med en ung synsvinkel på tingene og med mine egne erfaringer som CI-bruger. De andre bestyrelsesmedlemmer er jo alle sammen forældre til børn med høretab, men mit perspektiv er anderledes, fordi jeg selv har høretab. Jeg har en masse erfaringer fra mit eget liv, jeg gerne vil dele ud af.

Jeg er også frivillig i Høreforeningen, hvor jeg som ungeguide holder oplæg for skoleklasser om, hvordan det er at vokse op med høretab. Jeg glæder mig til at dele ud af mine erfaringer og sætte dem i spil i bestyrelsen her i Decibel.

Stort velkommen til Katrine!